EMNER

Bag selv fastelavnsbollerne

Der er ingen boller, der smager bedre end dem, man selv har "grattet med"

"Fastelavn er mit navn", det er ganske umuligt at komme uden om denne begivenhed. Har du mindre børn, så frem med prinsessetøjet og Batmankostumerne. Og en ting, der gælder for både de små og de større børn, er glæden ved at bage fastelavnsboller. De store kan sagtens klare det alene. Og du behøver ikke ligefrem at tage på storbyindkøb, især ikke hvis det er første gang, de skal prøve selv. Har du ikke børn, er der måske nogle børnebørn, der kommer på besøg. Det er bare noget af det bedste at være med til! Lyt til erfaren kvindes tale: Der er ingen boller, der smager bedre end dem, man selv har "grattet med". I gamle dage var der noget ved fastelavn, i hvert fald hvis man boede på landet. Enhver husmor med bare en anelse respekt for sig selv sørgede for at have fastelavnsboller klar, når nabolagets børn kom og bankede på døren. De var klædt ud på bedste vis som hekse, vagabonder, prinsesser, riddere og meget andet. Fantasien kendte ingen grænser, men maskerne var det allervigtigste. Utallige er de masker, jeg har lavet til min bror og mig selv. Et stykke papir af den lidt kraftigere slags, et par huller til øjnene og så ellers maling, fuld krigsmaling. Uforståeligt, at naboen alligevel kunne kende os, når vi stod udenfor med fastelavnsrisene og sang: "Fastelavn er mit navn, boller vil vi have hvis vi ingen boller får, så laver vi ballade!" Og ikke nok med det. Vi blev frygteligt skuffede, hvis vi ikke fik penge oven i handelen. Det var en ganske legal måde at skaffe sig lidt lommepenge på. Jeg kan i dag undre mig over, at vi kunne spise alle de boller, vi fik, og at vi ikke fik mavepine bagefter. Måske fortalte vi heller ikke alting til mor og far. Vi havde på min hjemegn i Vendsyssel en skik, som jeg ikke har mødt andre steder. Vi måtte narre hinanden og så sige "Fastelavnsnar" bagefter. Faktisk akkurat som nutidens aprilsnar. Den værste "fastelavnsnar" blev jeg det år, min bror fortalte mig, at han havde gemt et stykke chokolade til mig. Troskyldigt gik jeg hen til vores fælles børnebord, lukkede først min skuffe op, derefter hans, men hvad lå der? Kun papir fra den chokolade, han selv havde spist. Fy, brormand. Sådan er der så meget, og skulle man ikke blive udsat for større skuffelser, ja, så er det da til at leve med! Forresten ved jeg, at jeg i denne uge ikke får ironiske bemærkninger fra en af mine gode bekendte. Hun bor i Skagen, er gift med en fiskeskipper og spiser helst ikke fisk. Hun sagde en gang i januar til mig:" Jeg skal hilse fra Peter og sige, det er godt, du støtter fiskeriet". Og den forstod jeg godt! Men hun må så glæde sig over denne måned, hvor der ikke er så meget som antydning af fisk på menuen. Og rejer er jo ikke fisk, men skaldyr! Stiphado er en rigtig god ret, mandemad, så det vil noget, men pigerne spiser den nok med lige så stort velbehag. Jeg har prøvet flere gange, og jeg glæder mig hver gang over den pragtfulde smag og ikke mindst den herlige duft i køkkenet! Prøv, så får du vished for min påstand, og prøver du ikke, snyder du dig selv og dine gæster for en anderledes oplevelse.