Narkokriminalitet

Bagdel at have narko gemt i bukserne

41-årig idømt otte måneders fængsel

AALBORG:Retssystemet agerede lynhurtigt, da en narkohandler forleden blev idømt otte måneders fængsel. Manden blev anholdt i sidste uge og varetægtsfængslet, fordi politiet havde fundet 29 gram amfetamin gemt i hans underbukser. I går - præcis en uge efter anholdelsen - var sagen klar til dom. Da den 41-årige blev anholdt, nægtede han overhovedet at kende noget til poserne med amfetamin, som han havde forsøgt at skjule mellem balderne, men i går virkede det nærmest helt symbolsk, at han lige inden retsmødet gik i gang storsvedende måtte duppe panden tør. Nu var han klar til at erkende, at amfetaminen havde været i hans besiddelse. Videre forklarede han, at det var meningen, at han skulle have afleveret narkoen til en person i Hadsund, som skulle sørge for, at den blev solgt videre. Selv var han stillet 1000 kroner i udsigt for kurer-opgaven. Men så langt nåede han altså ikke. Den 41-årige er tidligere dømt for narkokriminalitet og blev prøveløsladt i april. Siden har politiet holdt et vågent øje med ham på grund af mistanke om, at han sælger narko. Derfor slog politiet til torsdag i sidste uge, da manden havde indfundet sig på en adresse på Rørdalsvej i Aalborgs østlige udkant. I første omgang blev han gelejdet ind på et nærliggende værkstedstoilet, hvor undersøgelsen afslørede narko gemt i underbukserne. Efterfølgende blev mandens adresse i Vejgaard ransaget, og politiet fandt her 33.000 kroner i kontanter samt lidt hash og kokain. Sagens hovedperson protesterede ikke imod dommen, der betyder, at politiet får lov til at beholde pengene til betaling af sagsomkostninger.