Bagerdronning kommer til Sæby

Torsdag åbner en ny bagerbutik i City Vest i Sæby.

Sæby 1. september 2010 10:05

Centerbageriet ejes af Jette Larsson fra Frederikshavn, og hun er ganske enkelt områdets ukronede bagerdronning. Hele fem bagerbutikker ejer Jette - tre i Frederikshavn, én i Jerup, og nu udvider hun altså sit bagerrige med en butik i Sæby. Hun er egentlig uddannet kontorassistent, og da hun fandt en mand, der var bager, blev den første butik i Frederikshavn åbnet 13. januar 1987. Herefter er det gået slag i slag, og selv om mange butikker stadig mærker finanskrisen, var hun ikke i tvivl om, at hun gerne ville rykke ind i City Vest. - Modsat midtbyen i Sæby byder City Vest på masser af parkeringsmuligheder, og desuden går udviklingen i retning af, at der sker en udflytning fra midtbyen til yderdistrikterne. Bare se på Frederikshavn, siger Jette Larsson, der samtidig kan glæde sig over, at Rema 1000 også flytter til City Vest. I 35 år har Jette Larsson boet i Sæby, inden hun i 1987 flyttede til Frederikshavn, og hun har stadig sine forældre boende i Sæby. Jette Larsson har i øvrigt haft nemt ved at ansætte personale, for inden hun indrykkede en annonce, havde hun fået 57 ansøgninger. Læs mere om Sæbys byudvikling side 10 og 11.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...