Bagere vil bekæmpe svindel

København, onsdag /ritzau/ Bagerne vil gerne være med til at bekæmpe snyderierne i branchen. Men de oplysninger fra ToldSkat, som de har brug for, kan de ikke få fingrene i. Bagerne efterlyser nu en mulighed for selv at bekæmpe det sorte og illegale arbejde, der florerer i branchen. Organisationen Bager- & Konditormestre i Danmark (BKD) vil gerne have oplyst, hvor ToldSkat har været under razziaerne, men det må de ikke. - Som branche er det uheldigt, at ToldSkat finder sort arbejde og uorden i regnskaberne hos så mange af de virksomheder, man kontrollerer. Som organisation vil vi gerne være med til at tage fat om problemerne. Men indtil videre møder vi ikke den rette velvillighed hos myndighederne, siger Ole Thorup Nielsen, formand for BKD. Planlægningschef Ib Jørgensen fra ToldSkat oplyser, at det er direkte imod lovgivningen at oplyse om, hvor kontrolaktionerne har slået ned. De organiserede bagere opfordrer regeringen til at gå i dialog med BKD, så de kan komme ind i kampen mod den uretfærdige konkurrence, som bagerier med ulovlig billig arbejdskraft udgør. - Vi kan ikke have den form for organiseret svindel til at florere i brancherne. BKD vil gøre sit for at tage fat i de brådne kar der måtte være i vores medlemskreds. Men det kræver lidt mere velvilje fra ToldSkat, så vi kan få oplyst hvem, der er tale om, siger Ole Thorup Nielsen. /ritzau/