Baggård stadig utryg
Attrap-kameraet har fået ny indpakning, men har stadig ingen reel funktion

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AALBORG:Chokket efter oktober måneds dobbeltvoldtægt i en baggård ved Boulevard Kollegiet har lagt sig, og den formodede gerningsmand sidder varetægtsfængslet frem til 14. december. Men de lejere, som NORDJYSKE har talt med, oplever stadig utryghed, når de færdes i baggården om aftenen.
- Det var jo forfærdeligt. Mange er bange for at komme i baggården, når der er mørkt. Men heldigvis har de fjernet det kamera, der ikke virkede og opsat et nyt, fortæller Daniella Velera.
Problemet er dog, at det ”nye” kamera blot er den gamle, sorte attrap med en ny metalbeklædning på.
- Jo, attrappen er stadig den samme, og den er der stadig af præventive årsager. Vi har endnu ikke haft mulighed for at drøfte, hvad vi vil gøre for at sikre gården fremadrettet. Det vil vi gøre på det kommende bestyrelsesmøde, fortæller Klaus Ringgaard, direktør i Hasseris Boligselskab, som lejer kollegieværelserne ud.
Ingen konkrete planer
Han kan dog ikke sætte dato på, hvornår mødet afholdes og vil endnu ikke løfte sløret for, hvad boligselskabets planer er for at skabe reel tryghed i den store baggård med flere ulåste indgangsporte og mange skjulesteder.
- Selv med et rigtigt kamera er det umuligt at stille noget op over for sådan en mand. Han har jo en brist og er fuldstændig uden respekt for noget. Det er skrækkeligt at tænke på, når man selv har børn, siger han.
Når varetægtsfængslingen af den formodede gerningsmand udløber fredag, vil anklageren bede om en forlængelse på yderligere fire uger.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.