Bagger skriver bog om sin milliardsvindel

Stein Bagger på vej med egen version af svindelsagen på lånt computer i fængslet. Hele seks bøger på vej om IT Factorys kollaps

Stein Bagger er snart klar med sin egen bog om, hvordan det lykkedes ham at fuppe de danske banker for 1,2 milliarder kroner. Baggers personlige beretning skal feje hele seks andre bøger om den omfattende svindel i IT Factory af hylderne, skriver B.T. torsdag. Bogens kapitler skriver han på en lånt computer i Ringsted Arresthus. Den varetægtsfængslede IT Factory-direktørs kone, Anette Uttenthal, har ifølge avisen turneret rundt på flere forlag og tilbudt Stein Baggers version af historien. Ifølge B. T.s oplysninger er det forlaget Lindhardt & Ringhof, der har fået Stein Baggers signatur på en kontrakt, men det ønsker forlagets redaktionschef for journalistiske bøger, Jakob Markers, ikke at kommentere. Oplysningen om Stein Baggers forfatterdebut bliver bekræftet af en række personer i efterforskningen af IT Factory-sagen. - Jeg glæder mig meget til at læse Stein Baggers version af miseren. Jeg har et stykke tid vidst, at han er i gang med sin egen bog om sagen, siger advokat Boris Frederiksen, der er kurator i både konkursboet efter IT Factory og Stein Bagger selv. Skulle bogen tjene en slat millioner, så står kreditorerne, der har 150 millioner hos Stein Bagger, klar. - Der er nok nogen af kreditorerne, der håber at få deres andel af indtægterne fra sådan en bog, siger Boris Frederiksen til B.T. Forlaget Gyldendal er på vej med hele to bøger om Stein Bagger, Børsen Forlag udkommer med sin bog 1. april, Ekstra Bladet er også på vej, en journalist fra Computerworld har netop udgivet sit bidrag og endelig barsler også IT Factorys tidligere kommunikationsrådgiver Erik Ove med sin version./ritzau/