Lokalpolitik

Baghus til tælling

Lokalplan skal gøre det muligt at fjerne baghus i Adelgade 25

Hobro bag sparekassen Hobro En del af den gamle købmandsgaard skal rives ned. Foto: Lars Pauli

Hobro bag sparekassen Hobro En del af den gamle købmandsgaard skal rives ned. Foto: Lars Pauli

Tiden rinder ud for det 113 år gamle baghus til Hobros gamle købmandsgård i Adelgade 25. Også økonomiudvalget stiler nemlig klart mod en ny lokalplan, der i modsætning til den nuværende, bevarende lokalplan, giver los for nedrivning. Dog ikke uden en smule borgmesterligt mismod. - På sin vis kan det da godt ærgre mig, at det er kommet så vidt, som tilfældet er - og at vi ikke for år tilbage tog hånd om situationen og gjorde en indsats for at bevare gamle baghuse som dette. Man kan godt bebrejde os, at vi har ladet det komme så vidt, bekender H.C. Maarup (S). - Men som jeg ser det, giver det ingen mening at lade en forfalden bagbygning stå isoleret tilbage af rent principielle grunde, tilføjer han. Tilbage står nemlig et halvt baghus, som for 55 år siden blev skåret over for at gøre plads til Sparekassen Hobros daværende hovedsæde. Lokalplanforslaget omfatter baggårdene på strækningen mellem Brotorv, Adelgade og Store Torv. Formålet er "at sikre mulighed for at nedrive den to etagers baggårdsbygning" mod til gengæld at "etablere et attraktivt gårdmiljø i baggårdene til Adelgade 23 og 25 samt på arealerne umiddelbart vest for Sparekassen Hobros nye byggeri".