Bagland støtter presset Khader

Sort arbejde 1. november 2007 05:00

AALBORG: I går kunne Ny Alliances tilhængere se partiformand Naser Khader dirrende af vrede på tv. Årsagen var, at Se og Hør skriver, at han har fået udført sort arbejde for 80.000 kr. på sit hus. Naser Khader selv afviser alle anklager, og i aftes var lutter opbakning til ham fra det nordjyske bagland. - Jeg synes, at det er under bæltestedet, siger folketingsmedlem Inge-Lene Ebdrup om artiklen. Storkredsformand Helle Christensen tøver heller ikke med støtten: - Det er en underlødig måde at angribe en politiker på, men vi ser det mere som en happening i valgkampen, så det tager vi stille og roligt, siger Helle Christensen om reaktionen fra den del af baglandet, som hun havde fået vendt historien med. For at få sit navn renset overvejer Naser Khader nu at anlægge en injuriesag mod Se og Hørs chefredaktør Henrik Qvortrup. Helle Christensen vil ikke udtale sig om, hvad hun ville sige til det, hvis det viser sig, at Naser Khader alligevel har fået udført sort arbejde. - Jeg begiver mig ikke ud i hypoteser, men sort arbejde er aldrig godt, siger kredsformanden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...