Baglandet tvivler på Thorning

Hun sagde, at hun kunne slå Fogh - men et år efter at Helle Thorning-Schmidt blev valgt til formand for Socialdemokraterne, er store dele af hendes nordjyske bagland stærkt i tvivl om, at løftet kan indfries.

EMNER 1. april 2006 23:03

- Som situationen er i dag, er hendes odds dårlige. Hendes første år som formand er ikke gået ret godt. Man kan ikke hævde andet, hvis man skal have sin selvrespekt intakt, siger amtsformand Inge Nesgård. Et rundspørge, som NORDJYSKE har lavet blandt partiets kredsformænd i Nordjyllands Amt, vidner også om en del skepsis. Én af otte kredsformænd erklærer sig ganske vist "overbevist" om, at Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister, og én svarer, at dette er "meget sandsynligt". Fire svarer, at partiformanden "muligvis" bliver statsminister, mens de to sidste svarer, at de "tvivler" på, at det sker. Samtidig bad vi om kredsformændenes vurdering af, hvordan Helle Thorning-Schmidt alt i alt har klaret sit første formandsår. Én kredsformand svarer "godt", fem kalder facit "acceptabelt", mens to svarer "halvdårligt". Niss Ribergaard, formand for Hjørring-kredsen, erkender, at han ikke er så optimistisk som for et år siden: - Hun begyndte med at være et rigtig frisk pust, men i den seneste tid er jeg blevet mere i tvivl om, hvorvidt hun kan stå distancen, siger han. Villy Pedersen, formand for Hobro-kredsen og medlem af partiets hovedbestyrelse, skiller sig i rundspørget ud. Han er den eneste nordjyske kredsformand, der er "overbevist" om, at Danmark får en statsminister ved navn Helle Thorning-Schmidt, og han er ligeledes den eneste, der bedømmer hendes hidtidige indsats til over middel: - Når vi kommer til at diskutere politik og ikke kun Muhammed-tegninger, vender billedet. Det er jeg sikker på. Helle har mange kvaliteter, som ikke er slået igennem endnu, og det er alt, alt for tidligt at dømme hende ude, siger han. Mandag kommer Helle Thorning-Schmidt til Nordjylland. Hun taler ved et offentligt møde i Aalborg. Og desuden gæster hun i morgen eftermiddag NORDJYSKE, hvor læserne kan ringe til hende.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...