Danmark

Bagmænd står bag iransk sultestrejke

Foreningen Asylret har planlagt den seneste tids sultestrejke for 11 iranere herhjemme, skriver avis.

Bagmænd står bag iransk sultestrejke

En gruppe iraneres sultestrejke i de seneste uger er ikke så spontan og selvstyret, som den ser ud til. Det fortæller flere kilder til Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.

I virkeligheden styres de 11 iranere af foreningen Asylret, som blandt andet har skaffet opholdssteder og ført en mediekampagne.

Men Asylret har til gengæld for assistancen krævet, at den vil "bestemme over alting", fortæller Mehdi Ghasghezadeh, der er talsmand for en gruppe iranere, som ikke ville acceptere dette krav og derfor har sin egen sultestrejke ved Center Sandholm.

Samtidig viser det sig, at fire af de 11, der har deltaget i sultestrejken, ikke er afvist af det danske asylsystem. To hører til i Tyskland, og to har kun været her i fem måneder, så deres sag er endnu ikke afgjort.

Dansk Flygtningehjælp har forsøgt at give juridisk vejledning til de sultestrejkende, men opgav efter modstand fra Asylret.

- Vi vil ikke deltage i en sammenhæng, hvor man anbefaler folk noget så dramatisk som at sætte livet på spil, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, til Jyllands-Posten.

Kilder tæt på forløbet fortæller, at iranerne via Asylret har fået det indtryk, at deres strejke kan ændre det danske asylsystem, og at det derfor er vigtigt, at de fortsætter sultestrejken, selvom den er potentielt farlig.

Said Parvin, der er talsmand for de sultestrejkende, afviser, at Asylret har anbefalet sultestrejken. Parvin påpeger, at "alle mennesker har ret til at sultestrejke for at markere sig" - også de fire, der ikke er afvist af Danmark.

/ritzau/