Bagmanden fik den hårdeste straf

Kioskrøveri med tragisk udgang afgjort i retten

Røverier 27. februar 2003 07:00

KØBENHAVN: Bagmanden fik hårdere straf end røverne, da retten i Køge i går afsagde sin dom i sagen om det fatale kioskrøveri, der sidste år endte med, at en ung mand blev dræbt af politiets kugler. Den 19-årige Abdel Hakim Saad blev straffet med 15 måneders fængsel for at have presset en gruppe andre unge til et røveri mod kiosken på Ølby Station. De to røvere, der overlevede skyderiet, fik hver 10 måneders fængsel. - Jeg synes du er fucking langt ude, råbte den 19-årige Saad straks til dommeren. Men en højlydt "Hakim, hold din kæft" fra hans advokat, fik den ophidsede unge mand til at stikke piben ind. Røveriet fandt sted 20. november sidste år om aftenen. På få sekunder udviklede det sig katastrofalt, da en politimand, der tilfældigt var til stede i kiosken, trak sin pistol og affyrede flere skud. Det ene ramte den 17-årige Rune Carl Henriksen, der var med ved røveriet. Han døde dagen efter at sine kvæstelser. En anden ung mand, der ved et tilfælde kom ind i kiosken, blev skudt i foden. Tanken med røveriet var at skaffe penge til at betale en gammel gæld, som den 18-årige KC havde til Hakim. De havde afsonet sammen i fængslet ved Horserød, og spil og hashrygning havde ført til en gæld på 350 kroner. Den var vokset eksplosivt til 1600 kroner, da Abdel Hakim Saad i november sidste år opsøgte KC. Med en pistol mod tindingen truede han sin tidligere medfange til at begå røveriet sammen med to kammerater for at skaffe pengene. Med sig, da truslerne blev uddelt, havde Hakim sin 17-årige lillebror og en 18-årig kammerat. For at have spillet en mindre rolle i afpresningen gav dommeren dem hver en betinget straf på fire måneders fængsel samt et krav om 80 timers samfundstjeneste. Alle fem valgte at tænke over, om dommen skal ankes til landsretten. Anklageren krævede den tidligere straffede Hakim sat i varetægtsfængsel, indtil han kan begynde selve afsoningen. Men det afslog dommeren, selv om han understregede, at den ophidsede kommentar lige efter domsafsigelsen, nær havde fået ham til at ændre sin mening. - Du bliver løsladt. Så er det op til dig selv at opføre dig anderledes. Ellers kommer der til at vanke alvorlige skrub i fremtiden, formanede dommer Arne Ljungström. Statsadvokaten undersøger stadig selve sagen om betjentens skyderi i kiosken. Politimanden blev i december sigtet for grov vold og for at have forvoldt fare for andres liv ved at affyre det skud, der ramte den tilfældige 16-årige i foden. Til gengæld har statsadvokaten ikke fundet grund til at sigte politibetjenten for det dræbende skud. Sagen skal nu vurderes af politiklagenævnet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...