Bagmandspolitiet får rekordmange tip om hvidvask

Antallet af underretninger til Bagmandspolitiet om formodet hvidvask sætter i første halvår af 2018 rekord.

86 gange om dagen i første halvår af 2018 har Bagmandspolitiet modtaget underretninger om transaktioner eller episoder med kunder, som har skabt en frygt, at der foregår hvidvask.

Det skriver Børsen.

Det er Bagmandspolitiets specielle hvidvasksekretariat, som har modtaget underretningerne.

Tallene kommer fra Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), der varetager behandlingen af sager om særlig økonomisk kriminalitet.

I alt har Bagmandspolitiet modtaget 15.760 underretninger i de første seks måneder af 2018. Det er mere end det samlede antal for 2015.

Thomas Anderskov Riis, der er politiinspektør hos Bagmandspolitiet er tilfreds med udviklingen.

- Vi har en forventning om, at antallet af underretninger fortsætter med at stige, og det er vi meget tilfredse med, for jo flere underretninger vi får, desto bedre grundlag har vi for at vurdere sagen, siger han til Børsen.

Det er primært banker, spiludbydere og pengeoverførselsvirksomheder, som har stået for de mange underretninger.

Hvis tendensen fortsætter resten af året, vil der være tale om en stigning på mere end 25 procent i forhold til 2017, som indtil videre har rekorden. Her kom der 25.000 underretninger til hvidvasksekretariatet på et helt år.

Men det stigende antal kan også give Bagmandspolitiet flere udfordringer. Blandt andet kan de mange underretninger ende med at drukne hos myndighederne.

Det er også en af grundene til, at Thomas Anderskov Riis mener, at det er nødvendigt at melde tilbage til eksempelvis bankerne, så de ved, at det nytter noget at underrette.

- Når man sidder ude i den spidse ende som underretningspligtig, er det vigtigt, at man rent faktisk ved, at det nytter noget at underrette.

- Vi er meget mere opmærksomme på at give feedback, og de underretningspligtige er blevet mere opmærksomme på, hvad de skal underrette om, siger han til Børsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.