Bagmandspolitiet giver Arla topprioritet

Mælkekrigen raser - Advokat for Hirtshals Andelsmejeri mener, at ny politik hos Arla en skærpende omstændighed

Bagmandspolitiet undersøger nu, om nordisk mejeribrugs gigant, Arla Foods, begik ulovligheder, da man fortrængte mælken fra Hirtshals Andelsmejeri på hylderne hos Dansk Supermarked. Allerede lørdag skal mejeribestyrer Palle Jellesmark, Hirtshals, og mejeriets advokat, Anker Laden-Andersen, Sæby, afhøres af Bagmandspolitiet. - Vi har fået at vide, at anklagemyndigheden forventer en afgørelse allerede inden sommer. Det er særdeles hurtigt, og et udtryk for at man betragter sagen med stor alvor og har givet den en meget høj prioritet, siger Anker Laden-Andersen. Det er Konkurrencestyrelsen, som har besluttet at anmelde sagen Hirtshals versus Arla til Anklagemyndigheden for særlig Økonomisk Kriminalitet. Forud er gået fem måneders granskning, der begyndte med en ransagning af kontorerne hos Arla Foods. Hirtshals Andelsmejeri anmeldte sagen om tabet af sin storkunde til konkurrencemyndighederne i oktober. - En virksomhed med en omsætning på 250 mio. kr. skal kunne tåle noget. Når Konkurrencestyrelsen alligevel finder grundlag for at overgive sagen til anklagemyndigheden, viser det alvoren, siger Anker Laden-Andersen. Dybt alvorligt Adm. direktør for Arla Foods, Åke Modig, tiltrådt fornylig, betragter sagen med stor alvor, selvom han understreger, at anklagemyndigheden ikke endnu har besluttet at rejse anklage. - Efter vores bedømmelse har vi ikke overtrådt den danske lovgivning, men Konkurrencestyrelsen har altså en anden opfattelse. En sag er særligt alvorlig for os nu, hvor vi er i færd med at iværksætte en ny politik med udgangspunkt i, at en mangfoldighed af mejerier er en styrke for dansk mejeribrug. De mange små mejerier er unikt for Danmark. Det er min private overbevisning, at forbrugerne værdsætter det, og det vil styrke hele mejeribruget i den stærke konkurrence overfor de øvrige europæiske mejerier. - Men en sag som denne vil koste megen energi, og den koster image. Det er min frygt, at den kommer til at vare lang tid. Vi kan kun håbe på forståelse for at vi nu har besluttet en ny politik., siger Åke Modig. Han understreger, at der ikke er rejst nogen anklage endnu, og at Arla principielt er uskyldig, indtil der måtte være faldet en dom. Han erklærer sig samtidig tilfreds med, at få klarlagt, om det er Arla Foods, der har foretaget en forkert bedømmelse. - Vi har bistået styrelsen fuldt ud med alle ønskede oplysninger i deres undersøgelser, og vi vil samarbejde med anklagemyndigheden i samme ånd. Anker Laden-Andersen finder, at Arla nedtoner sagen. - Jeg mener, der tværtimod er tale om en skærpende omstændighed, at man nu melder ud med en ny, mere imødekommende politik overfor de små mejerier, siger han. Syv tabte job I den periode, hvor Hirtshals Andelsmejeri leverede mælk til Bilka, Føtex og Netto, steg mejeriets salg fra 15 millioner til 21 millioner liter om året - en stigning på 40 procent. To tredjedele af mejeriets mælkeproduktion gik i kontraktperioden til Dansk Supermarked. Da kæden valgte Arla som ny leverandør, kostede det syv arbejdspladser i Hirtshals. Men det rejste også en proteststorm blandt forbrugere og politikere, helt ind i Folketing og Erhvervsministerium mod Arla Food’s dominerende stilling og en goodwill omkring Hirtshals, der bl.a. fik Dreisler Storkøb til at vælge mejeriets mælk. På den anden side danske landmænd og deres organisationer til at bakke op om ”vores gode mejeri Arla”. Statsadvokat Henning Thiesen, Bagmandspolitiet, oplyser til Ritzau, at anmeldelsen har baggrund i, at Arla skulle have misbrugt sin dominerende stilling i strid med konkurrencelovens paragraf 11, stk.1. Derudover ønsker statsadvokaten ikke at oplyse nærmere. Mejeriet i Hirtshals har tidligere bebudet et erstatningskrav over for Arla på 60 millioner kroner.