Bagterp med egen "Boy"-skulptur som den der står på kunstmuseet Aros i Århus

Kunst 1. april 2006 06:00

HJØRRING: Bagterpskolen har fået en Boy, der ligner dén skulptur, der står på kunstmuseet Aros i Århus. Det er en Boy-waist, som elever i 5. klasse har lavet som et projekt i forbindelse med årets skolefest, der blev afviklet torsdag aften. Hele skolen har i denne uge har emneuge med emnet "Vores vidunderlige verden". Eleverne i 5. klasse har specielt på tværs af klasserne valgt at beskæftige sig med FN og Unicef. Der har blandt andet været opstillet en udstilling fra Unicef. - Børnene har været inddelt i forskellige grupper, hvor nogle til skolefesten agerede tiggerbørn, der i øvrigt fik 200 kr. i kassen, og i en gruppe lavede man nogle store malerier, hvor de lavede aftryk af deres hænder. Det ene blev solgt til skolen, fortæller lærer Helle Gerstrøm fra Bagterpskolen. Hun siger videre, at en tredje gruppe arbejdede med skulpturen, som tog udgangspunkt i den berømte skulptur i Århus. - Den symboliserer noget med usikkerhed for fremtiden. Vores skulptur blev lavet af affald - deraf navnet Boy - waist/spild. Den vejer 130 kilo, hvilket børnene regnede ud svarede til en sjettedel af det, en gennemsnitshusstand producerer af affald, siger Helle Gerstrøm. Har man lyst til at se den mere end to meter høje skulptur på Bagterpskolen kan det lade sig gøre de næste uger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...