Bagterpskolens renovering er udskudt

Sammenlægningsudvalget vil have planlagt renovering med i fælleskommunal prioritering

NYHJØRRING:Bagterp-skolen i Hjørring er uheldig. Skolen trænger til en grundig renovering, men har i flere år stået bagerst i køen af skoler i Hjørring Kommune i renoveringsplanen. Men bedst som det var kommet til Bagterpskolens tur, blev køen brudt op og skolen skal nu igen til at slås med en lang række skoler om midler til renovering. Det blev resultatet, da Ny Hjørrings sammenlægningsudvalg valgte at følge direktionens indstilling om at sige nej til at frigive en million kroner i år. Pengene skulle have været brugt til at få udarbejdet en dispositionsplan og få startet på første etape af en renovering og ombygning, der skulle bringe skolen på højde med kommunens øvrige. I alt har Hjørring Kommune haft sat 27 mio. kr. af frem til 2009. Hjørring Kommunes byråd vedtog i februar enstemmigt at man skulle frigive pengene. Det, der bekymrede medlemmerne af sammenlægningsudvalget, var, at når man havde frigivet én mio. kr., så havde man også sagt ja til at give de øvrige 26 mio. kr. - Det er ikke bare et spørgsmål om den ene mio. kr., men et spørgsmål om at stille kommunerne lige, sagde Ole Albek (T), som er formand for Børne- og Undervisningsudvalget. Det var der nogen diskussion om. - Man er nødt til at acceptere, at det her er en ny start, hvis vi skal have et godt samarbejde, mente Arne Boelt (S). - Bagterp er jo ikke taget af, men med i de 44 mio. kr. , så alle skoler stilles lige, forklarede Ole Albek.