Bakken Bears har absurde vilkår i jagt på CL-drøm

Først få timer før mulig afrejse kender Bakken Bears destinationen for næste udfordring i CL-kvalifikation.

Bakken Bears - her i aktion i en tidligere kamp mod Horsens IC - indleder Champions League-kvalifikationen i Leicester. Foto: Kim Haugaard/arkiv/Ritzau Scanpix

Bakken Bears - her i aktion i en tidligere kamp mod Horsens IC - indleder Champions League-kvalifikationen i Leicester. Foto: Kim Haugaard/arkiv/Ritzau Scanpix

Først om 18 dage tager Bakken Bears hul på sæsonen i den danske liga, men allerede torsdag skal den aarhusianske klub i aktion på den europæiske scene.

Danmarksmestrene jagter drømmen om at komme i Champions League-gruppespillet og skal i første omgang besejre den engelske mester, Leicester Riders, samlet over to de kampe torsdag ude og lørdag hjemme.

Det danske hold skal dog derefter forbi endnu stærkere modstandere for at nå igennem nåleøjet.

- Champions League-kvalifikationen er ikke for børn. Det bliver noget nær umuligt at komme i Champions League, men bolden er rund, og vi tager det som en stor udfordring, konstaterer Bakken Bears-træner Steffen Wich.

Han vurderer kampene mod Leicester som 50/50, og skulle det falde ud til dansk fordel, venter der i næste runde et dobbeltopgør mod enten belgiske Spirou Charleroi eller Hapoel Tel-Aviv fra Israel.

I så fald vil Bakken få en noget særpræget optakt. Holdet skal tidligt 25. september flyve mod destinationen for en eventuelt kamp i anden runde, men først sent aftenen inden findes modstanderen i returkampen.

- Vi flyver klokken 07 tirsdag morgen (kamp onsdag, red.), men kender først modstanderen mandag klokken 22. Vi har været nødt til at købe flybilletter til både Belgien og Israel, uden at vide om vi slår Leicester.

- Det handler både om omkostninger, men også om visum for at komme til Israel. Det er totalt stressende for vores forberedelser, når det i forvejen er klassemodstandere med budgetter med mange nuller på, siger Wich.

Kommer Bakken Bears forbi anden runde, venter et møde med spanske Murcia om en plads i gruppespillet.

Skulle Bakken Bears tabe i en af kvalifikationsrunderne til Champions League, bliver holdet rykket over Europe Cup-kvalifikationen. Det var netop her, at Bakken i sidste sæson fejrede store triumfer.

Holdet nåede helt frem til semifinalen, hvor det blev til samlet nederlag mod Felice Scandone fra Italien.

Men så flot en europæisk kampagne skal man ikke forvente igen, lyder det fra Bakken Bears-træneren.

- Vi havde en spillestil, som overraskede flere hold, og så havde vi ærligt talt dobbelt stolpe-ind, hvor vi både vandt efter omkamp eller i sidste sekund.

- Men vi glæder os til at komme i gang. Vi har ingen skader eller undskyldninger, og truppen er fokuseret og sulten.

- Med fem nye spillere bliver det dog svært at toppe allerede i første kamp. Det bliver nemmere, når vi kommer lidt ind i sæsonen, vurderer Steffen Wich.

Torsdagens udekamp i Leicester begynder klokken 20.00 dansk tid.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.