Bakken-træner vil være kommunalpolitiker og stopper

Steffen Wich er i gang med sin sidste sæson som cheftræner for basketballklubben Bakken Bears.

Bakken Bears er det mest vindende hold i dansk basketball. (Arkivfoto)

Bakken Bears er det mest vindende hold i dansk basketball. (Arkivfoto)

AARHUS:Den danske basketballmastodont Bakken Bears skal på jagt efter en ny cheftræner.

Efter fem år har Steffen Wich således valgt at gå i en helt anden retning og sige sit job som træner i den aarhusianske klub op. Han vil i stedet være lokalpolitiker og stiller op til kommunalvalget i november for Socialdemokratiet.

Det skriver Bakken Bears på sin hjemmeside.

Wich siger dog ikke helt farvel til Bakken Bears, men er altså færdig som cheftræner.

- Jeg har valgt at forfølge en ambition om at gøre en forskel for Aarhus. Det betyder desværre, at jeg må ændre min funktion i Bakken Bears, hvor det har været en fornøjelse at være med til at nå nye højder de seneste fem år.

- Jeg kommer ikke til at forlade Bearsfamilien, men vil få en ny rolle i organisationen. En gang bjørn – altid honning, siger Steffen Wich.

Det fremgår ikke, hvilken rollen Wich fremover vil indtage. Blot at han vil "bidrage til organisationen", som sportschef Michael Piloz formulerer det i en udtalelse på hjemmesiden.

Steffen Wich og Bakken Bears jagter klubbens femte danske mesterskab i træk og skal i starten af april også spille pokalfinale.

Wich har været med til at vinde 12 sæt DM-guldmedaljer med Bakken Bears.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.