Aalborg

Bakkesangerinder på Trekanten

AALBORG:Bakkesangerinderne Annette Oxenbøll og Anne Beth fra Dyrehavsbakkens ældste etablissement "Bakkens Hvile" nord for København aflægger torsdag Trekanten en fransk visit. Til besøget medbringer de, foruden pianisten Mickey Pless, en stor buket uartige viser og røde roser. Det er ikke første gang de damer indfinder sig på Trekanten. Samme tid sidste år vadede de direkte ind i publikum med træsko på og leverede fræk underholdning med uartige vitser og viser, der gik lige på og hårdt og uden lumre omsvøb, ganske som man forventer det af damer med den kaliber. Publikumsmæssigt bliver man udsat for lidt af hvert. Det er god skik at give en omgang til damerne, som kvittering for god underholdning,- til gengæld kan man derefter være sikker på at blive diverteret med sangen "Solskin kan man altid finde". Desuden opfordres pulikum til at smide penge op på scenen, men med et udtrykkeligt forbehold; "mønterne må gerne være pakket ind i sedler, så slår de nemlig ikke så hårdt." Og roserne vil også blive strøet rundt med rund hånd i løbet af aftenen. Både Annette Oxenbøll og Anne Beth begyndte deres succesfulde turnevirksomhed udenfor Bakken for et par år siden, og deres underholdning er i dag efterspurgt over det ganske land. En oplysning af lokal relevans må også være at Anette Oxenbøll er født her i Aalborg, og har ifølge hende selv været barnestjerne. Hun har optrådt rundt omkring på byens scener, heriblandt Aalborg Theaters hæderkronede ditto. Trekantens husorkester "Musikpatruljen" varmer op, og spiller om til en svingom bagefter.