Balancens svære kunst

KONCERT pRO mUSICA Sæsonens første Pro Musica koncert var lagt i hænderne på de tunge messingblæsere, som til dagligt fører en tilbagetrukket tilværelse i symfoniorkestret. Som solister viste Bettina Ejlerts Jensen, Jørn Sverre Andersen og i særdeleshed Mattias Johansson sig alle at som fremragende musikere, som mestrer kunsten at musicere med samme sans for melodiske formning og indforstået afstemt sammenspil, som man kender fra strygernes kammermusik. Så langt, så godt. Akustikken i kunstmuseets store sal var imidlertid en markant medspillende faktor, som ikke kunne undgå at volde musikerne problemer i et par af de spillede værker. Det er et spørgsmål om ren lydfysik, den levende akustik fødes nu engang anderledes af et messingblæser-instrument end af flyglet eller soloviolinen. Problemerne viste sig allerede i Martin Åkerwalls tre-satsede "Trimendios" for basun, tuba og klaver. Værket formede sig som en dialog mellem de to blæseres lange diatoniske melodilinier, som blev modsvaret af pulserende støjflader og Messian'ske akkordklange i klaversatsen, en svær klanglig balancegang. Arne Jørgen Fæø leverede dog en fornem indsats med den svære klaverstemme. Kirkesonaten af Corelli for to basuner og tuba stod bedre til rummet, men her er også tale om en musik, som er intoneret til et kirkerummet, diatonisk og tonalt rent. Ganske forrygende var værket med titlen "The only piece ever written for violin and tuba", hvis ophavsmand er den amerikanske musikprofessor Peter Schickele, som efter sigende skulle have fundet en del musikmanuskripter af en (med rette!) glemt søn af gamle Bach i skraldespande rundt omkring på Manhattan, dejlig musikalsk humor på linie med salig Hoffnung med satstitler som "Andante alighieri", "Lento nice 'n' easyo" og "Allegro, but not to mucho". Yana Deshkova og Johansson gennemførte projektet med stilig pokerface, selv da instrumenterne skulle forsynes med dæmpere midtvejs i en syg udgave af Bachs Air, og besynderligt nok klang de to umage instrumenter bedårende til hinanden. De to første satser i Brahms' horntrio for violin (Deshkova), horn (Marc-Antoine Robillard) og klaver (Aya Sako) var især præget af den klanglige ubalance, der skyldtes de store forskelle i melodi-instrumenters intonation til rummet. Sako nedtonede mesterligt den Brahms'ke klaversats, men Deshkovas violin formåede ikke at trænge igennem den dominerende hornklang. Først med den langsomme og nedtonede 3. sats kom der balance, og sidste satsens allegro blev fremført aldeles blændende, da Deshkova endelig smed tøjlerne og spillede igennem med sin sikre og rene musikalitet og gav modspil til Robillards smukke hornlinier. Tore Mortensenkultur@nordjyske.dk Åkerwall, Corelli, Brahms Pro Musica Nordjyllands Kunstmuseum lørdag eftermiddag.