Bald: VKO er en sygdom

Politisk smitte værre end H1N1-virusen, mener afgående landsformand

En politisk sygdom med betegnelsen VKO plager Danmark, sagde Radikale Venstres afgående landsformand, Søren Bald. Foto: Johnny Anthon Wichmann /Scanpix
Sygdomme 13. september 2009 06:00

NYBORG: En politisk sygdom plager Danmark: VKO. Så hårdt var budskabet fra Det Radikale Venstres afgående landsformand, Søren Bald. Han betegnede i sin afskedstale på partiets landsmøde i Nyborg regeringen og Dansk Folkeparti som en politisk virus, der i det sidste årti har inficeret landet, og skal nedkæmpes med radikal medicin. - Man taler hele tiden om smitterisikoen for den nye influenza, type H1N1. Den skulle være så og så farlig, men Danmark er langt mere truet af den politiske smitte med typebetegnelsen DFVK, sagde Søren Bald. Den radikale medicin er ifølge den snart forhenværende landsformand, at Helle Thorning-Schmidt (S) bliver statsminister. Det skal dog ske på De Radikales præmisser og uden hjælp fra Dansk Folkeparti. - Vi har sagt, og vi mener stadig, at hvis flertallet bag regeringen forsvinder, så vil vi pege på socialdemokraternes leder. Vi vil sikre en ny politisk ledelse, en ny politisk retning og et opgør med VKO's linje og kontraktpolitikkens blindgyder. Gerne bredt samarbejde, men ikke på Dansk Folkepartis præmisser. Vi radikale er det bedste middel mod DFVK-virussen, sagde Søren Bald. Den radikale landsformands sygdomsretorik modtages med sindsro af Venstres politiske ordfører, Peter Christensen. - Han følger jo flot op på Marianne Jelved, som kaldte Fogh for en farlig mand. Det dækker formentlig over en frustration over manglende indflydelse, vurderer Peter Christensen./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...