Balkan-trænere truer spillerne til god opførsel

Kroatiens og Serbiens landstrænere vil ikke finde sig i dårlig opførsel i Balkan-rivalernes opgør i Zagreb.

Balkan-trænere truer spillerne til god opførsel

24 kampe bliver der spillet i den europæiske VM-kvalifikation fredag aften, men ingen er så sprængfarlige som Kroatiens kamp mod Serbien i Zagreb.

Ingen serbiske tilskuere har derfor fået adgang til kampen imellem landene, der lå i blodig krig i 1990'erne, og de to landstrænere har følt det nødvendigt at true spillerne med hårde straffe, hvis de ikke opfører sig ordentligt.

- Hvis nogen af mine spillere bliver smidt ud på grund af brok eller tåbelige tacklinger, som fortjener et rødt kort, kan de glemme alt om landsholdet, mens jeg er landstræner, lyder det fra Serbiens Sinisa Mihajlovic ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Dette er en meget speciel kamp, og vi skal opføre os upåklageligt. Det er alt, hvad vi kan gøre for at sikre, at kampen bliver husket af de rigtige grunde, og vi forventer, at fodbold kommer først, og politik bliver trængt i baggrunden, siger Mihajlovic.

Hans kroatiske kollega opfordrer også sine spillere til at slå koldt vand i blodet i en formentlig hektisk atmosfære på Maksimir Stadion i den kroatiske hovedstad.

Ikke mindst set i lyset af at kampens tyrkiske dommer Cuneyt Cakir senest i Champions League-kampen mellem Manchester United og Real Madrid viste, at han ikke er bange for at bruge sine kort.

- Jeg har fortalt spillerne, at de skal undgå enhver form for brokkeri, for det sidste, vi har brug for i sådan en kamp, er at skyde os selv i foden, siger Igor Stimac.

Ifølge den engelske avis The Guardian har Mihajlovic og Stimac været personlige fjender i mere end to årtier.

Fjendskabet stammer fra en pokalfinale mellem Hajduk Split og Røde Stjerne Beograd i 1991, mens krigen rasede.

Her stod de to over for hinanden på banen i en ond kamp, hvor Stimac - ifølge Mihajlovic - lovede at sørge for at få hele Mihajlovic' familie slået ihjel.

Mihajlovic har altid virket som en rød klud for kroaterne, fordi han aldrig har forsømt en mulighed for at understrege sin nationalpatriotisme, ligesom han under krigen plejede et venskab med krigsforbryderen Arkan.

Kampen i Zagreb fløjtes i gang klokken 18.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.