Politi

Ballade foran politistation

Omkring 25 unge mennesker stillede sig søndag morgen op foran politistationen i Hobro og råbte og skreg, tilsyneladende fordi de var vrede over, at politiet havde anholdt to gæster på værtshuset Restaurant Ludwig, der ligger skråt overfor stationen.

Vagthavende ved Hobro Politi vicepolitikommissær Henning Hansen oplyser, at politiet fik skabt ro i gaden igen ved at snakke med de unge og genne dem væk. Balladen begyndte tidligt om morgen, klokken 05.10 på Restaurant Ludwig. En 30-årig mand fra Aalborg blev anholdt af en betjent fra politiets uropatrulje. Han havde hevet fat i betjentens politiskilt og ”udvist støjende adfærd”. Det fik en 25-årig mand, der også var fra Aalborg, til at blande sig. Den 25-årige blev slået et par gange med politistaven, anholdt og bragt med til stationen. Den 30-årige sigtes for gadeuorden, mens den 25-årige sigtes for at blande sig i en politiforretning. Begge mænd blev løsladt efter at de var afhørt.