Færdselsforseelser

Ballade i Løkkens natteliv - igen

LØKKEN:Politiet havde mellem lørdag og søndag, hvad vagthavende kaldte en vanvittig travlt nat i Løkken med rigeligt at se til. Ved kvart i fire-tiden ville en patrulje visitere tre personer, fordi de havde mistanke om, at de havde narko på sig. Men de tre personer satte sig til modværge, og en af dem hoppede op på ryggen af en politimand og forsøgte at vælte ham. To af personerne blev anholdt og taget med på stationen, og manden, der sprang på politimanden, sigtes for vold mod tjenestemand. Kort derefter stoppede politiet en person i Jyllandsgade i Løkken, fordi de mistænkte ham for spirituskørsel. En kvinde var på samme sted, og var netop stået ud af bilen, fordi hun var utryg ved føreren. Bilisten bakkede ind i kvinden og kom til at ramme hende, så hun måtte på sygehuset. Det så umiddlebart voldsomt ud, men hun viste sig ikke at være alvorligt kvæstet. Manden er sigtet for spirituskørsel og for at bringe andres liv og førlighed i fare. Men samtidig vil kvinden formentlig også blive sigtet for spirituskørsel, idet politiet mener, at hun også selv har været ude at køre i påvirket tilstand. Begge de to unge er fra Fyn. Ved midnatstid var politiet ude på en campingplads i Løkken, hvor to berusede personer blev anholdt og taget med på stationen. Den ene blev sigtet for overtrædelse af politivedtægten. Nogle timer senere gik et par nordmænd rundt på Søren Madsens Vej og svingede med et gadeskilt, som de havde rykket op. De blev sigtet for gadeuorden. Fire gange i løbet af natten blev politiet kaldt hen til noget tumult forskellige steder i Løkken, blandt andet på Torvet og i Søndergade. Blandt andet var en gruppe danskere og en gruppe tyskere ved at ryge i totterne på hinanden. Der blev dog skabt ro uden, at nogen blev taget med på stationen. En enkelt blevet taget for spirituskørsel, og tidligt om morgenen var et par unge mænd på vej tilbage til et sommerhus, da de blev antastet af en anden gruppe unge i to biler. De fik tildelt nogle knytnæveslag og slag i ryggen. De var inde for at ville anmelde det til politiet, men da de skulle vente lidt, fortrød de og gik væk fra stationen.