Ballademagere skal isoleres i udsatte byområder

Faldende kriminalitet og bedre kontakt til de unge i Gellerup er konsekvenserne af Østjyllands Politis indsats

Ballademagere skal isoleres i udsatte byområder

I 2011 toppede utrygheden i Gellerup i Aarhus.

En følelse af urørlighed herskede blandt de værste kriminelle. Sådan beskriver politiinspektør Jan Andersen fra Østjyllands Politi tilstandene, før politiet igangsatte en såkaldt "360 graders indsats" i bydelen.

- De mest hardcore personer er stort set ligeglade med risikoen for at ende i fængsel, så vi måtte finde andre måder at ramme dem på ved hjælp af loven, fortæller han til Ritzau.

Derfor måtte politiet tænke kreativt for at komme kriminaliteten fra de få, som påvirkede bydelen negativt, til livs.

- Det viste sig, at hvis vi først får dem til at føle sig isoleret, så har de det ikke så godt, så strategien blev at vise dem, at de står alene med deres handlinger.

Politiet gik blandt andet i åben dialog med familierne til de mest kriminelle unge. De pårørende blev inviteret til samtale om hvilke undersøgelser og sigtelser, der var i gang mod deres ven eller familiemedlem.

På gader og veje satte politiet også aktivt ind for at stoppe, afhøre og generelt være opmærksomme på de personer, der tilbragte tid med de få, der udgjorde det største problem.

- På den måde begyndte vennerne også at føle sig utrygge, og det skaber også en usikkerhed for den person, vi har opmærksomheden rettet mest mod. De kommer til at stå mere alene, forklarer Jan Andersen.

Han er ikke i tvivl om, at projektet har haft en positiv effekt. Hvert kvartal har politiet fokus på syv til otte familier.

Erfaringerne fra indsatsen deler den aarhusianske politiinspektør tirsdag på konferencen "Styrket tryghed i udsatte boligområder" i Brøndby, hvor blandt andre borgmestre, politi og justitsministeren er samlet for at udveksle erfaringer, der kan dæmme op for den stigende utryghed i 34 udsatte udsatte boligområder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.