Ballademageren har skabt disciplin

AALBORG:Heinz Ehlers kom hjem til dansk ishockey som den store stjerne, men fik krydret sit store blik for selve spillet med en stribe hovedløse udvisninger i sine to sidste sæsoner som aktiv. - Jeg tog mange dumme udvisninger, erkender AaB Ishockeys cheftræner blankt. Alligevel har han formået at overbevise sine spillere - de fleste gamle holdkammerater - om, at de ikke skal tage unødvendige udvisningsminutter. Kun to af spillerne, Jacek Nowakowski og Pavel Komarov, er at finde på Top-20 over udviste spillere i Isligaen. - Jeg har gjort meget ud af at fortælle spillerne, at de ikke må tage de dumme udvisninger, siger Heinz Ehlers og forklarer: - Man føler jo lidt, at guldmedaljerne blev taget fra os i sidste sæson, fordi vi havde en historie med mange dumme udvisninger og meget ballade. Det vil vi ikke risikere igen. Selv om det tæller tungt i statistikken, at Jacek Nowakowski i fredagens lokalopgør fik en matchstraf, så har AaB kun haft 169 udvisningsminutter i 11 kampe og holder sig i den bedste halvdel af Fair Play-listen. Den stil ser Heinz Ehlers gerne fortsat tirsdag aften, når Herlev gæster Aalborg Skøjtehal. Det samme gør i øvrigt den danske landstræner, Mikael Lundström. Svenskeren skal have et lille møde med AaB's trænerstab og holde et lille foredrag for erhvervsklubben, men vigtigst for ham bliver det nok at syne de landsholdsemner, AaB-truppen råder over. - Jeg synes jo, at der er mange, der har potentiale til landsholdet, siger Heinz Ehlers. Bo Nordby Andersen, Ronny Larsen og Michael Smid er allerede inde i varmen, men også topscorer Christian Lie Nielsen og backerne Rasmus Pander og Mads Møller er stærkt på vej. - Ikke mindst hvis han udtager et hold uden de stærke spillere fra Sverige, mener Heinz Ehlers.toto