Morsø

Ballepresser i brand to gange

Rundballepresser fik så store skader, at den ikke stod til at redde

Brandfolk fra det kommunale beredskab i gang med at slukke og køle rundballepresseren. Feggesundvej var spærret i en kort periode først på eftermiddagen i går. Foto: Bo Lehm

Brandfolk fra det kommunale beredskab i gang med at slukke og køle rundballepresseren. Feggesundvej var spærret i en kort periode først på eftermiddagen i går. Foto: Bo Lehm

MORS:Benny Kjær havde en uheldig dag i går.

Først gik der ild i den rundballepresser, hans maskinstation havde i arbejde i Skarum. Maskinføreren slukkede ilden med pulverslukker. Da han ville transportere maskinen hjem, brød ilden løs igen. Og nu var der ikke mere skum, så redningsberedskabet i Morsø Kommune måtte tilkaldes.

- Min medarbejder pressede halm på Nørregård i Skarum, da han opdagede flammer ved forenden på maskinen. Han fik slukket ilden med pulverslukkeren. Derefter ringede han til. Jeg rådede ham til at køre hjem, så vi kunne få set til maskinen, hvis han var sikker på, at ilden var slukket, fortæller Benny Kjær.

Det var maskinføreren. Men det må stadig have ulmet inde i ballepresseren. I hvert fald brød ilden løs igen, da føreren var nået op på Feggesundvej. Han skyndte sig at køre traktoren ind til siden, spænde ballepresseren fra og ringe alarm.

Brandfolkene fik hurtigt bugt med flammerne og kølet maskinen ned. Men nu var skaderne så store, at rundballepresseren ikke stod til at redde.

- Maskinen er fuldstændig ødelagt, konstaterer Benny Kjær, der måtte tilkalde assistance fra Hundahl Smede og Maskinforretning i Thisted for at få den havarerede presser transporteret hjem.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.