Øster Vrå

Baller og køer vises frem

ØSTERVRÅ: Lørdag 25. januar er der store chancer for at komme i stødet, når Østervrå Billardforening inviterer alle interesserede indenfor til en gratis prøvedag i klubbens lokaler i Østervrå Hallen. Østervrå Billardforening har eksisteret siden 1967, hvor foreningen holdt til i lokaler på Vrængmosevej. Da Østervrå Hallen blev bygget, rykkede man ind i det nuværende lokale, som rummer to opvarmede billardborde. Gennem årene har foreningen haft et anseeligt antal medlemmer, men i de senere år har konkurrencen været hård fra andre sportsgrene, og det har betydet, at foreningen har oplevet en vis afmatning i interessen for at spille billard. Det vil man nu fra bestyrelsens side forsøge at gøre noget ved, bl.a. med den gratis prøvedag. Her håber man, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi for at høre om sporten og med velvillig vejledning fra bestyrelsen også at spille billard. Interesserede er også meget velkomne til at kontakte bestyrelsen, som består af formand Hans P. Hansen, kasserer Peter Jensen og sekretær Jens P. Løgtved. Bestyrelsen oplyser i øvrigt, at det rent økonomisk er ret overkommeligt at være medlem at billardforeningen, idet deres årlige kontingent ligger på ca. kr. 200,- til 300,-, men så kan man også frit spille, når man har tid og lyst. ÅB