Balletstjerner til Gl. Skagen

Dansere fra Den Kongelige ballet optræder ved Sømærket

Silja Schandorff er blandt de medvirkende ved Danske Sommerballet. Her ses hun sammen med Kristoffer Sakurai.

Silja Schandorff er blandt de medvirkende ved Danske Sommerballet. Her ses hun sammen med Kristoffer Sakurai.

GL. SKAGEN: Det søde ferieliv i solen, på stranden og på caféerne. Det er noget i den retning, de fleste forbinder med Gl. Skagen. Men ballet i topklasse? Nej, vel? Ikke desto mindre er det netop, hvad man kan opleve 3. august ved Sømærket i Gl. Skagen. Her vil dansere fra Den Kongelige Ballet i København giver prøver på deres kunnen. Danske Sommerballet er blevet til i samarbejde mellem Danske Bank og Det Kongelige Teater. I løbet af juli og august optræder balletten udendørs otte forskellige steder i landet. Danske Sommerballet havde premiere sidste år, men det er første gang Skagen optræder på turnéplanen. - Danske Sommerballet er ved at udvikle sig til en tradition. Takket være samarbejdet med Danske Bank kan vi nå ud til et bredere publikum og præsentere nogle af Den Kongelige Ballets bedste dansere og mest berømte værker for et publikum, der ikke har så let adgang til Det Kongelige Teater til hverdag, siger balletmester Frank Andersen. Forestillingen byder på smagsprøver fra både det klassiske og det moderne repertoire. Udover værker af balletverdenens to store B’er, danske August Bournonville og amerikanske George Balanchine, vil publikum også kunne opleve finske Jorma Elos hyldest til Mozart og dansk-engelske Tim Rushtons humoristiske dans for tre, Triplex. Blandt de medvirkende på scenen er Silja Schandorff, Caroline Cavallo, Mads Blangstrup, Sebastian Kloborg og en række andre dygtige dansere. - Danske Bank og Det Kongelige Teater har en fælles ambition om, at flest muligt skal have glæde af det danske teaterliv. Med Danske Sommerballet er banken med til at sikre, at man også kan få lejlighed til at nyde kunsten fra hovedstadens scener, selvom postnummeret ligger langt fra København K, siger filialdirektør i Danske Bank Jens Ole Christensen. Der er gratis adgang til forestillingen ved Sømærket, som foregår under åben himmel den 3. august 2007. Forestillingen starter kl. 20. Der bliver formentlig tale om et tilløbsstykke, så tilskuerne opfordres til at komme i god tid og medbringe picnic-kurve, tæpper, underlag og puder. I tilfælde af meget regn vil arrangementet blive aflyst. Opførelsen kræver omfattende forberedelser og faciliteter. Danske Sommerballet ville ikke være mulig uden støtte fra Frederikshavn Kommune og Skagen Turistforening.