Skolevæsen

Ballonsværm og kanonskud over Vestrup

Kage og sang, balloner og kanonsalut. Eleverne fejrede Vestrup Skole med maner, da skolen mandag fyldte 50 år.

Der var ikke mangel på balloner, da skolen blev fejret. Foto: Grete Dahl.
Der var ikke mangel på balloner, da skolen blev fejret. Foto: Grete Dahl. Foto Grete Dahl

VESTRUP: Himmerlands Saluteringslaug havde ladt kanonen, som med et rabalder skød fejringen af Vestrup Skole i gang. Imens stod eleverne opdelt på geledder efter klassetrin, klar til at fejre skolens jubilæum.

Skoleleder Sonja Paulin startede fejringen med en tale, og blev fulgt af borgmester Knud Kristensen.

I mellemtiden stod børnene mere eller mindre tålmodigt og ventede med en ballon i hånden, og kunne se frem til at flaget skulle hejses under endnu en kanonsalut.

Balloner til vejrs

Flagets vej til tops blev som lovet skudt i gang med endnu et kanonskud, og imens linerne roligt lod Dannebrog kravle mod himlen, satte eleverne gang i en fælles fødselsdagsang.

Som den store finale sendte hver elev en ballon afsted mod himlen - et syn der fik klapsalver og jubel med på vejen af både elever og lærere.

Efter seancen var der kagemand og saft til alle eleverne, inden klokken igen ringene ind til time.

Fejringen af skolen fortsætter på torsdag, hvor der inviteres til ”Åben skole”. På lørdag kommer 150 gamle elever til jubilæumsfest.

Gå til relaterede emner

Forsiden