Balsam til knirkende led

Ældre Sagen er flyttet ind i Sæby Fritidscenter

Sæby 1. september 2005 06:00

SÆBY: Halsen drejer næsten en omgang, hofterne ligeså og så er det ellers op med armene, mens musikken danser afsted. Det er onsdag formiddag, vi er i Sæby Fritidscenters nye sal, og på gulvet står 25 kvinder fra 60 år og opefter, der alle har valgt at sige ja tak til at dyrke gymnastik hos Ældre Sagen i Sæby. Det er andet år i træk, at Ældre Sagen har gymnastik på programmet, men det er første år, at det foregår i Sæby Fritidscenter. Tidligere havde Ældre Sagen til huse på Den gamle Skole, og de nye rammer gav tydeligvis problemer med hensyn til akustikken. Instruktør Tove Kristiansen havde lidt vanskeligt ved at få budskabet ud blandt deltagerne, men det bliver rettet til næste gang, lover Hanne Poulsen, der er medlem af Ældre Sagens Lokalkomite i Sæby. Hun understreger, at det er vigtigt at vedligeholde kroppen hele livet i gennem. - Det er vigtigt at bruge vore muskler hver dag, og vores gymnastik er målrettet til mennesker fra 60 år og opefter. Øvelserne er tilrettelagt på en sådan måde, at alle kan være med, siger Hanne Poulsen, der noterer sig, at det kun er kvinder, der har tilmeldt sig. Men gymnastik er langt fra det eneste tilbud, fra Ældre Sagen, når det handler om at få rørt musklerne. I sommerens løb har der for eksempel været arrangeret cykelture ud i det blå, men også stavgang, bowling samt petanque er med til at sikre et sundt liv.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...