Naturkatastrofer

Bam på liste over verdens kulturarv et år efter jordskælv

Paris, fredag /ritzau/AFP FN's kulturorganisation UNESCO vil sætte den iranske by Bam på listen over verdens kulturarv et år efter, at et jordskælv lagde byen i ruiner. Når der mandag holdes en ceremoni i den iranske by Bam for at markere årsdagen for det voldsomme jordskælv, der lagde byen i ruiner og kostede knap 31.000 mennesker livet, vil det samtidig blive fejret, at FN's kulturorganisation, UNESCO, inkluderer Bam på listen over verdens kulturarv. Den historiske by, der ligger på Silkevejen, som gennem århundreder blev brugt af købmænd og andre rejsende mellem Europa og Kina, blev lagt i ruiner den 26. december 2003. Ud over de mange tusinde dræbte mistede 75.000 mennesker deres hjem ved det kraftige jordskælv. UNESCO står i spidsen for de internationale bestræbelser på at bevare Bam med dens unikke, præ-islamiske arkitektur, og organisationen oplyser, at den vil benytte lejligheden til at understrege behovet for international solidaritet. I samarbejde med den italienske regering vil UNESCO holde en konference i 2005 for at mobilisere støtte til at genopbygge den historiske by. I Paris sagde embedsmænd, at en fransk-iransk komité, der blev etableret efter katastrofen sidste år, havde indsamlet over 2,8 millioner euro (ca. 21 mio. kr.) til Bam. Heraf vil de fleste gå til at købe nyt udstyr til byens hospital. UNESCO's vicegeneraldirektør for kultur, Munir Bushenaki, og den iranske vicepræsident, Hossein Marashi, ventes at deltage ved mandagens ceremoni i Bam. /ritzau/AFP