Lindholm

"Bambi" reddet i fjorden

Lille dådyr i knibe i Limfjorden - svømmede i panik fra Nørresundby til Aalborg.

Det var en noget usædvanlig fangst, Beredskabscenter Aalborg gjorde i Limfjorden tidlig søndag morgen: Et ungt dådyr. Og det var bestemt heller ikke en let fangst - det lykkedes først at redde det frysende og skræmte dyr ombord i en båd efter en times tid. Svømmede væk i panik Redningsaktionen startede tidlig søndag morgen lidt før kl. 05, da en mand bemærkede dådyret i Limfjorden ved et bolværk på Nørresundby-siden. Beredskabscenter Aalborg blev tilkaldt. - Vi forsøgte at redde dyret op, men i stedet svømmede det det ud i fjorden, fortæller Peter Reinau, vagthavende hos Beredskabscenter Aalborg. Beredskabscentret satte en båd i fjorden og forsøgte at redde dådyret op ude i vandet, men uden held. Tværs over fjorden Dyret svømmede over til Aalborg-siden, til kanalen ved Vestre Havnepromenade. Her lykkedes det endelig beredskabsfolkene at få fat på dådyret og hive det op i båden. - Den var kold og træt, så den fik et godt, varmt uldtæppe omkring sig, siger Peter Reinau. Dyret blev sejlet til Lindholm Å og sat i land i et område, hvor der også er andre dådyr. En fantastisk svømmer Peter Reinau er i øvrigt imponeret over dådyrets evner i vandet: - Det er en fantastisk og hurtig svømmer, konstaterer han.