Bamsebørn hyggede sig på biblioteket

Biblioteks bamsefeatival har fat i pigerne - men drengene vil ikke være med

Biblioteker 1. oktober 2002 08:00

SÆBY: Verden er af lave, ja den er. Siden hvornår er drenge holdt op med at interessere sig for bamser? Sådan nogle søde, bløde størrelser, der passer på en hele natten. Og ikke bare en nat. Nej, hver evig eneste nat gennem hele barndommen. Hvem kan sige nej til en sådan hengivenhed og kærlighed? Det kan nutidens drenge tilsyneladende. I hvert fald er ikke en eneste dreng med i den hyggelige bamsefestival, som Sæby Bibliotek holder i dagene frem til 13. oktober. Derimod er der masser af piger. - Vi havde nok forventet, at der ville være flest piger, men at der ikke er en eneste dreng, er alligevel kommet bag på os. Men det er måske ikke særlig sejt at interessere sig for bamser, når man er dreng, siger børnebibliotekar Merete Trap, der står bag arrangementet. Nå, men så må pigerne jo klare sig selv. Og det går også fint, skal vi hilse at sige efter mandagens fernisering på bibliotekets udstilling af bamsetegninger. Et par håndfulde søde piger fra Sæbygårdvejens Børnehave var til stede for at vise deres tegninger og collager frem - og så selvfølgelig for at spise chokoladekage med vingummibamser på - jo, de gik virkelig glip af noget, drengene. Den gode historie Det er tydeligt, at pigerne virkelig har lagt kræfterne i, da de lavede deres bamse-kunst. Selvom oplægget gik på, at de "bare" skulle tegne, har flere af dem også klippet og klistret samt forsynet bamserne med stof, glimmer og anden pynt. Den såkaldte Bamse-festival er led i det landsdækkende projekt "Den Gode Historie", som også Sæby Museum er koblet på. Ud over bamsetegningerne viser museet også bamser fra århundredskiftet i en glasmontre, ligesom der er enkelte bamser lavet i pap maché. Tegninger og dukker er lavet af børn fra Sæbygårdvejens Børnehave og Torslev Centralskole. På lørdag inviterer biblioteket desuden til bamse-klip. Her kan børn i aldren 4-8 år klippe og klistre sammen med deres forældre og børnebibliotekar Merete Trap.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...