Bamsen, der kom ind fra skoven

Som barn ville helst være helt alene. Senere blev han Danmarks mest kendte fortaler for familien. Hvordan hænger det sammen?

Jesper Juul væltede rundt på hverdagen i både familier og børnehaver og alle mulige andre steder, hvor der er børn, da han i 1995 skrev ¿Dit kompetente barn¿. Bogens titel og mening er siden blev misforstået, som om han mener, børnene har ret og kan mestre alting. Sådan er det ikke. Børnene er kompetente, fordi de viser, der er noget galt i familien eller skolen m.v., når de ter sig. Men det er de voksne, der kan og skal gøre noget ved det. Det er deres ansvar. Foto: Hans Christian Jacobsen
Skolevæsen 22. marts 2008 18:03

Jesper Juul er stor. Og han er ikke blevet mindre med årene. Snart bliver han 60 år, om en måneds tid den 18. april. Det er vel ligesom på tide, at vi får lov at finde ud af, hvem der er inde i bamse? Han er egentlig ikke meget for det. Orker ikke rigtigt, at alt det han ved, skriver og fortæller om familier, skal farvesorteres efter, hvordan han selv har haft det som barn og hvad, han gør sig af tanker om sit eget liv. Men efter at have skrevet i NORDJYSKE hver anden uge i to år, kender de fleste af os læsere ham godt nok til at stole på hans kundskaber, håber han. Og efter at have kendt undertegnede journalist i over 20 år, vælger han at stole på hende endnu en gang og indvilger i at lukke døren op til selve Jesper. - Jeg var en grusom far. Det er en knastør konstatering, der overhovedet ikke levner plads til diskussion. - Jeg var en grusom far de første to år af min søns liv. Jeg var alle mulige andre steder end sammen med ham. Det var lykkeligt, at han havde en god mor. Selv har han kun ¿12 sekunders tæt kontakt¿ med sin egen far. Det sker, efter han er begyndt at sejle som kok og mod sit eget inderste har bøjet sig for konventionernes pres og sagt ja til endnu en eftermiddag med noget af den store familie. Endnu en søndag i Hobro med intetsigende snak mellem mennesker, der er ligegyldige for hinanden. - Da der var gået en halv time, rejste jeg mig og gik. På vejen ud så min far op på mig. Jeg kunne se i hans øjne, at han vidste hvorfor. Det var de 12 sekunders tæt kontakt, jeg havde med min far. Ude af familien Det er Jespers sidste familiebesøg, men da er det allerede længe siden, han har været en del af familien Juul hjemme i Ebeltoft. - Allerede som tre-fireårig meldte jeg mig ud af min familie. De sagde mig ikke noget. Det gør de heller ikke i dag. Min familie er ikke blandt de bedste eller blandt de værste. Den er i ordets bedste betydning neutral. Den var, som de var dengang. Jeg har aldrig, heller ikke som barn, haft nogen særlig tilknytning til min familie. Men jeg var ikke ensom, ikke ulykkelig. Jeg har muligvis været lidt sær, for jeg havde det allerede dengang godt i mit eget selskab. Da han bliver lidt ældre, drager han ind i skoven. Ikke for at lave ingenting. Tværtimod. Derinde er han spejder og aktivt, meget aktivt medlem af en indianerklub under avisen Dagens Nyheder - der udkom frem til 1961. Det er en faglig klub, hvor drengene bygger ægte tipier og lærer om traditioner og naturens liv. Han bliver hængende derinde, lærer snart at jage alskens små dyr, egern og fugle blandt andet. Dem sender han til en af onklerne i København, der udstopper dem og sælger dem til skolesamlingerne. Jesper klarer sig fagligt godt i skolen, nogenlunde i al fald. Hans bedste fag er idræt. - Tænk sig, gnægger han selvironisk henover sin gode mave. - Jeg havde lutter sunde fritidsinteresser, men jeg var ikke en mønsterelev. Jeg sad gerne lige foran katederet og havde benene oppe på stolen ved siden af. Når læreren sagde, de skulle tages ned, spurgte jeg: Hvorfor? Når svaret var, at det ville være skidt, hvis alle gjorde det, kunne jeg bare svare tilbage, at det gjorde de aldrig. At holde på sit i en sådan grad, at andre giver op, er noget, han har gjort brug af både før realtiden og sidenhen. - Jeg var nok lettere adfærdsvanskelig. Jeg fik også en gevaldig masse tæsk som lille af de andre henne i skolen, men da jeg var en 14 år, blev jeg stor og stærk. Og så holdt det op. Jesper klarer sig selv barndommen igennem. Hans tre år yngre lillebror, Peter, der i dag er souschef på Billed-Bladet, leger han sjældent med. Hans far, Viggo, er uddannet dekoratør og har ¿kunstnerisk kraft, der kunne have gjort ham til en fin kunstmaler.¿ I stedet er han først malermester, men som ældre kommer det lille oprør, der gør ham til en afholdt lokalredaktør ved Dagbladet Djursland, der nu er en del af Århus Stiftstidende. Han arbejder og tier. Moderen Rigmor er den, der taler og bestemmer. Hun arbejder i køkkenet på den kendte Julianes Kro, som Jespers faster Juliane Juul Jensen ejer. - Det er fra hende, det med maden kommer, betror han, der 'faktisk får det skidt, hvis der går flere dage, hvor jeg ikke selv laver mad. - Der er så meget omsorg i mad, i måltidet, fortsætter han, de derfor har viet en af sine bøger til familiernes måltider sammen. Den handler om familiens ve og vel ligesom alle de andre bøger - også den, der udgives om kort tid og dem, der kun er på tankeplanet. En af dem handler om at være forældre til voksne børn, en anden skal handle om mødre. Myter - Der er så meget mytologi om familier. Især om mødre. Og der er så mange mødre, der er som min. Især i den generation. De er elsket af dem, der er i kredsen udenfor, men for de allernærmeste er de problematiske. De sørger for alt muligt for veninder og foreninger, men kan ikke være til stede med dem, der er tættest på dem, fortsætter han og læner sig frem for at tænde endnu en smøg. - Men hvis man tror, jeg arbejder med familier, fordi jeg selv har haft det skidt som barn, skal man godt nok være meget freudiansk indstillet, fastslår han i en umisforståelig afvisning af den hæderkronede østrigske psykoanalytiker. Det er blandt andet det etablerede samfunds tro på Sigmund Freud, Jesper Juul gør oprør mod, da han efter en ungdom som skibskok og blandt meget andet også som betonarbejder, tager en uddannelse som lærer og for at finansiere sine studier tager arbejde som nattevagt på Behandlingshjemmet Bøgholt i Viby. Her fortsætter han i tre år med at arbejde med de belastede unge og finder ud af, at det ikke er nok at give barndommen skylden. - Børnene har ikke brug for at rode rundt i fortiden. Det har jeg heller ikke. Jeg lever ikke for at reparere på det, der er sket, men for at formulere en fremtid for familierne. Den visdom kommer hurtigt til den unge Jesper, der igen hæger sig fast på sit. Han kan se, de unge ikke får det bedre med det, der bliver gjort. Han ved, der skal noget andet til. Han ved også, at han ved, hvad det er. Han kan bare ikke selv sætte ord på endnu. En dag går har lige ind i armene på den amerikanske psykiater og familieterapeut Walter Kempler og hans danske samarbejdspartner, børnepsykiateren Mogens A. Lund. I dag kalder Jesper Walter, Mogens og hans kone, Lis Keiser, for venner. - Mogens og Lis var faktisk nærmest reserveforældre for mig. Jeg har været så heldig at møde nogle voksne, der ville mig noget. Som også Johannes Sløk, da jeg læste på Århus Universitet. Det kan godt være, mine egne forældre ikke kunne, men andre kom ind og tog fat og fangede min selvfølelse. Jeg må have kunnet vise en nysgerrighed overfor dem, som andre unge ikke gjorde, ellers ved jeg ikke, hvorfor de skulle have vist mig så meget velvilje. Mens Sløk fodrer Jespers intellekt, fanger de tre andre Jesper i det job med de besværlige unge, som han kommer til at holde mere og mere af. Efter mødet med dem lader han snart studierne i idéhistorie ligge og koncentrerer sig om det, han også fremover beviser, han er så god til. De tre kan det, Jesper har brug for. De kan sætte ord på det, han går og gør, og de bliver helt afgørende for hele resten af Jespers liv. Han begynder på en formel uddannelse som familieterapeut under Walter Kempler, og i 1979 opretter han sammen med ham og parret Lund og Keiser Kempler Instituttet i Danmark. Siden har al hans tid været helliget familier og deres trivsel. - Det nytter ikke at lægge skyld på hinanden. Man skal ind og se på, hvordan alle i familien har det med hinanden. Nu. Og ikke finde en simpel forklaring fra fortiden i form af en moderbinding eller en fraværende far. Hvis der ikke er den simple forklaring på, hvorfor du bruger dit liv på at gøre livet inde i familierne bedre, hvad er så din drivkraft? - Jeg lider af social indignation. Nej, det lyder søreme så opblæst, griner han sikkert. Nysgerrig - Man kan også sige, at jeg simpelthen helt banalt bare gør det, jeg er skidegod til. Jeg kan enormt godt lide mit arbejde. Jeg er langt fra at være romantiker, jeg kan ikke redde alle. Men det er egentlig heller ikke for at redde familierne, jeg engager mig, må jeg erkende. - Det er mere en grundlæggende nysgerrighed efter at vide, hvad der sker med mennesker derinde i en familie. Sådan en gammeldags nysgerrighed. Et ønske om at vide noget. Og finde ud af, hvorfor der er så stor forskel på alt det, vi ved om menneskers psykologi og så det, vi render og gør ved hinanden. Det var det, det begyndte med ude på Bøgholt. Og det er vel stadig det, der driver mig. Jesper Juul ligner ikke en, der elsker systemer, orden og kasser. Han udstråler snarere at være et menneske, der holder af andre. Men det er ikke en blødende næstekærlighed til børn, der ikke har det godt, som holder ham til arbejdet hverken før eller nu. - Nej, det ville da være så fint at sig det, men det er ikke derfor. Det er et ønske om at få sat noget viden i system. At få sat ord og orden på det, vi ved om forholdet mellem mennesker, så det kan bruges. Jesper Juul vil ikke nøjes med universiteternes udgave af viden. Den er svær at bruge, svær at forstå. - Jeg kan ikke tænke akademisk, konstaterer han. Han holder ikke regnskab med, hvor han får sin viden fra og skriver ikke lange noter og kildehenvisninger og relaterer til andres teorier. Han oplever og indsamler viden alle mulige steder. Når det så er hentet ind, sammenkæder han det selv og filtrerer det med sine holdninger og fortæller det videre, så det kan bruges. - Jeg skriver ikke fagbøger til brug for studerende, og jeg har ikke nogen fasttømret ideologi. Det betyder, at den akademiske verden har svært ved at tage mig seriøst. Det må den om. Jeg har aldrig set noget godt komme af fastlåste teorier. En metode er god til nogle, men vil også altid være skidt for andre. Rudolf Steiners lære er et godt eksempel. Nogle børn stortrives med den, andre går i stykker - måske først mange år senere. - Det går ikke at tvinge en fast ideologi ned over familier. Familierne eksisterer jo i en virkelighed. Børnene har de forældre, de har. Det er deres liv. Sådan er det. Da er jeg rå. Jesper Juul kalder det et praktisk pionérarbejde at åbne Kempler Instituttet, hvor der i dag uddannes og efteruddannes familieterapeuter, pædagoger, socialrådgivere med flere fra hele landet. Han er direktør og underviser frem til januar 2004 og skriver dengang som nu stort set hele tiden på en eller anden bog og holder et hav af foredrag. Han breder sig også over landets grænser, først i Norge, senere i en lang række andre lande, Tyskland, Østrig, og også Kroatien, hvor hans anden kone, Suzana stammer fra. - Jeg synes, missionen har båret frugt. Jeg synes, det er lykkedes. Der er ikke nogen, der i dag drømmer om at arbejde med at gøre livet bedre for familier uden at tænke på familieterapi. Og jeg oplever, at mange, rigtigt mange fagfolk og forældre har taget det til sig, som er særligt Kemplersk: Ikke at prædike, ikke at fornærme, ikke at komme med firkantede løsninger. Stoltheden Jesper Juul er et menneske, der tydeligt er stolt over at have skabt så meget og på samme tid lidt forundret og forlegen og langt fra færdig med at forbedre verden for familier. - Først og fremmest synes jeg, forældrene skal fylde mere. Børnene har det kun så godt, som deres forældre har det. Længere er den ikke. Men forældrene spiller en alt for lille rolle i børnenes liv. Jeg mener ikke, de skal være sammen med dem hele tiden, men de skal have langt større indflydelse på livet henne i daginstitutionerne og skolerne. Formelt har de indflydelse, det ved jeg godt, men de har jo ikke noget at skulle have sagt, når det kommer til stykket. Jesper Juul ønsker meget mere kontakt mellem f.eks. pædagoger og forældre, også om gode stunder, ikke kun om problemer. Det er forældrene, der kender barnet bedst, men det er ikke en viden, der bruges. - Børnene er forældrenes ansvar, men de skal også have mulighed for at udleve det ansvar og følge med i børnenes liv. Hvorfor kan forældre ikke bare komme i børnehaven og snakke? Hvorfor får de kun opringninger fra skolen, når det er gået galt? Skolernes måde at behandle forældrene på, minder om forgangne tiders måde at opdrage på. Far ved bedst. Vi straffer, hvis du gør noget forkert. Eleven sendes hjem. Forældrene kaldes på kontoret. - Måske er det den indstilling, der giver os alle de problemer, der er med unge over alt i Europa i dag, funderer Jesper Juul. Man kan, mener han, se samfundet som en familie. Politikerne, magten, er forældrene, der så på borgerne som uvorne børn anno 1900. - Vi har ændret vores måde at se på små børn på. Vi behandler ikke spædbørn og børnehavebørn på samme måde, som vores bedsteforældre gjorde. Vores viden om spædbørn er eksploderet de sidste 20 år, og vi retter os efter den. - Men når vi ser på de unge, er det som om, vi ikke har taget ved lære. Da reagerer vi - samfundet - stadig fuldstændigt firkantet med straf og ligegyldighed. De utilpassede unge skal straffes og have at vide, at vi ikke vil kendes ved dem. På den måde fralægger man sig ansvaret for dem. De unge opfører sig kun utilpasset, fordi de er kompetente nok til at vise, at der er noget i deres liv, der ikke er, som det skal være. Og de kan ikke selv forandre det. Eller ved hvordan. Har aldrig set det. Eller fået det at vide. - De beder jo om hjælp, de unge. Kom et voksent menneske eller et barn og bad om hjælp, ville vi ikke hugge hånden af dem, vel? Men har man fået hugget hånden af, så at sige, en fem-otte gange af forældre, lærere og andre, så holder man op med at tro - på sig selv og på andre, forklarer Jesper Juul. - Derfor er det så hårdt, at så mange forveksler straf og konsekvens. Ingen lærer noget af straf. Straf får en til at føle sig dum, og det blokerer for al indlæring. Al indlæring. Konsekvens viser, at ens handlinger er forkerte, men at man som menneske er ok. Der er helt afgørende anderledes, fastslår Jesper Juul og fortæller om det første eksempel, Walter Kempler gav ham - og som åbnede hans øjne for den store forskel. - Det er et noget barsk eksempel, men det holder, understreger han. Straf eller konsekvens Det handler om en lille dreng, der sidder på en stol, men vipper på den og falder ned og slår sig. Det er konsekvens. Det lærer han af. Men når far eller mor begynder at skælde ud over, at han har været så klodset, da er det straf. Da føler han sig dum og forkert og misforstået. De følelser vil fylde det hele og skygge for, at han kunne have lært af sine egne erfaringer. I stedet fødes en hel række triste følelser overfor ham selv og overfor de voksne. - Det er selvfølgelig svært at ændre, og så alligevel ikke. Det handler sådan set grundlæggende mest om, at vi voksne skal stå ved, at vi ikke altid gør det rigtige, men at vi ved, at vi har ansvaret for, hvordan det er hjemme ved os. Jeg havde en skæg oplevelse engang med to socialpædagoger, erfarne folk, der havde problemer med deres fælles datter på otte og et halvt år. Hun tissede stadig i sengen. De havde prøvet alt muligt, men altså uden held. Jeg sagde til dem, at de sammen skulle sige til hende, at de godt vidste, det var en fiasko med deres måde at ville styre hendes tisseri, og at de ikke synes, det var hende, der var umulig. Det var deres fejl, at de ikke kunne finde ud af det. Så fra nu af måtte hun selv om, hvor og hvornår hun ville tisse. Efter to nætter holdt hun op med at tisse i sengen. Jesper Juul har en kavalkade af eksempler, som han også skriver om i sine klummer her i NORDJYSKE. Han bruger ikke eksempler fra sin egen familie. På nær i dag. - Jeg var en grusom far. Og det var ekstra grusomt, at jeg var fraværende, fordi jeg mødte Walter Kempler og de andre og rigtigt skulle lære en masse om familier. Jeg lærte også selv, men det tog da tid, nogle år. Ligesom det gør for alle andre. Nicolai var 17 år, da Jesper Juul blev skilt fra hans mor, Katja, og da flyttede sønnen sammen med ham. I dag er han 35 år og driver restauranten på Kempler Instituttet her i Odder, hvor Jesper har lejlighed ovenpå. Han er også selv blevet far til en søn, Alex, på halvandet år. - Jeg er helt vild med ham. Jeg ser Nicolai i ham. Nicolai genkender mig. Men vi er jo også i familie. charlotte.roerth@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...