Bamser i mink og uld

20 kunsthåndværkere præsenteret.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bamser i mange afskygninger blev der vist, da der var kunsthåndværks udstilling i Vrensted i weekenden. Foto: Kurt Bering

Gæsterne på årets udgave af kunsthåndværksudstillingen i Vrensted fik et indblik i bamsernes utrolige verden. Bamsegruppen Sissel, der udspringer af Syslestedet i Hjørring, havde medbragt en masse bamser. De var anbragt i det store klasselokale, hvor fire fra Syslestedet sad og syede patchwork. Væggene var dekoreret med de flotteste store tæpper i patchwork. - Det er ikke bamser til børn, understregede Krista Sørensen. Hun fortalte, at mange voksne gerne vil have en bamse. Og mange vokse er galde for at se dem. Og de kan let blive kostbare, for der anvendes udelukkende ægte varer som for eksempel mink. - Hvis ikke det er ægte varer kan det ikke holde. De er også som regel stoppet ud med uld, forklarede Krista. Det kan tage rigtig lang tid at sy en bamse. - Alene ansigtsudtrykket kan godt tage en uges tid, mente Alice Nansen. Ulla Stigaard sagde: - Det er tidskrævende at sy bamser. Jeg synes selv, at jeg syr min sjæl ind i dem. Det kunne være helt svært at slippe fri af bamsernes univers, men der var meget andet at se på. Blomsterdekorationer, smykker, væverier, keramik, filt, tasker i cykelslanger, strikketøj og skindarbejder. Mest for kvinder, men Asger Therkelsen, Hellum, var med på udstillingen med de fineste knive. - Jeg har gået på kursus på Sindal Skole i 14 år. Der er nogle få kvinder med på holdet, men mest mænd, forklarede Asger. En god hjemmelavet kniv kan godt komme til at koste 1500 kr. Ingrid Andresen, som er tidligere håndarbejdslærer, har været med til at sammensætte udstillingen i alle de otte år, udstillingen har eksisteret. - Vi bliver ved, selvom vi møder modstand, sagde Ingrid med adresse til, at udstillingen kun har den halve plads til rådighed i forhold til tidligere år. Det skyldes, at Vrensted Skole som sådan er nedlagt. En del er overtaget af Vrensted og Omegns Friskole, som lejer sig ind i en del af skolen. Og det var her, udstillingen blev holdt. Elin Schierup er nu i gruppen, der tilrettelægger og arrangere kunsthåndværkerudstillingen: - Jeg vil gerne være med, fordi det er vigtigt også at få noget kultur til Vrensted. Kunsthåndværkerweekenden ligger altid i samme som Børglumudstillingen - og mange gæster er de samme.