Udland

Ban Ki-moon: Atomtrusler er ikke et spil

Militær sabelraslen fører kun til modaktioner, siger FN's generalsekretær i advarsel til Nordkorea.

Ban Ki-moon: Atomtrusler er ikke et spil

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger, at Nordkorea er gået for langt, og han advarer Pyongyang om, at "atomtrusler ikke er et spil."

- Atomtrusler er ikke et spil. Aggressiv retorik og militær sabelraslen fører kun til modaktioner og giver næring til frygt og ustabilitet, siger Ban, som tirsdag holdt pressekonference under et officielt besøg i Andorra.

Ban siger, at situationen ikke må eskalere.

- Vi må have mere ro over situationen, som bliver forværret af mangel på kommunikation, og som kan føre os ud ad en vej, som ingen ønsker at følge, siger Ban og tilbyder FN's assistance, så forhandlinger kan komme i stand.

- Jeg er overbevist om, at ingen ønsker at angribe i Nordkorea på grund af uenighed med landets politiske system eller dets udenrigspolitik. Men jeg frygter, at andre vil reagere meget bestemt på direkte militære provokationer, advarer Ban Ki-moon.

Han opfordrer samtidig regimet i Pyongyang til at respektere de resolutioner, som FN's Sikkerhedsråd har vedtaget.

Styret i Nordkorea har senest gjort det klart, at det vil genetablere driften af den atomreaktor, som landet i henhold til en international aftale lukkede i 2007. Det meddeler det statslige nyhedsbureau, KCNA.

En talsmand for landets atomagentur siger, at atomreaktoren vil blive anvendt både til civile og militære formål.

Nordkorea forpligtede sig under sekspartsforhandlinger i februar 2007 til at lukke Yongbyon-reaktoren mod at få flere former for international bistand.

Sydkorea kalder de seneste udmeldinger fra Nordkorea for "meget beklagelige", mens Kina i en erklæring beklager nordkoreanernes beslutning og opfordrer alle parter til "tilbageholdenhed."

De seneste uger er spændingerne mellem Nordkorea på den ene side og Sydkora og USA på den anden taget til. Nordkorea har fremsat flere trusler om angreb på amerikanske baser i Stillehavet.

USA har svaret igen ved at optrappe sin militære tilstedeværelse i regionen. Senest har den amerikanske flåde indsat en destroyer ud for Sydkoreas kyst

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.