Banale beretninger om utroskab

Litteratur 16. september 2002 08:00

BØGER "Utroskab. 25 kendte danskere fortæller" Danskerne er helt vilde med at blive gentestet. Hovedinteressen er arvelige sygdomme, men der kan ligge mange andre overraskelser i kortene. Adskillige vil finde ud af, at deres far er en anden end den, de troede. For utroskab er lige så gammelt et fænomen som ægteskab. Det vil derfor forblive et yndet tidsfordriv og et uopslideligt samtaleemne også i det nye årtusind, uanset hvor anderledes, vores tid tror, den er. 25 kendte danskere skriver om emnet i en ny antologi, og det er i hovedsagen kedsommeligt. Det er jo nok rigtigt, at alle ved, hvad det er, at de fleste har overvejet det, og at mange desuden kender det fra deres egen krop. Men det gælder jo også storetæer. For at emnet skal kunne tåle en læsende opmærksomhed kræves der kunstnerisk omhu eller en gennemarbejdet personlig vinkel, og det er der for lidt af. Indlysende betragtninger og rigtige meninger gør det ikke. De gode bidrag er derfor dem, man husker. Eva Bendix med synspunktet: Gå aldrig til bekendelse. Ole Ernst med en indtrængende udlevering af den omsiggribende uro, den utro martrer sig selv med for at kunne dække over det, den anden ikke aner. Dorrit Willumsen med en novelle om et ægtepar i kobberbryllupsalderen, der via nettet bedrager hinanden - med hinanden. Der er også andre gode indlæg, f.eks. af Ole Michelsen, Jette Kjærboe, Hanne-Vibeke Holst, Reimer Bo og Vagn Lundbye. Men alt i alt er det for tyndt til at bære en bog, idéen forløses ikke helt. En mosaik, javel, men den hænger ikke sammen. Der er for langt mellem snapsene, en læser kan ikke forventes at forblive tro mod denne bog, man får lyst til at læse lidt udenom undervejs. Hans Gregersen kultur@nordjyske.dk "Utroskab. 25 kendte danskere fortæller" Red. Peter Legård Nielsen. 222 sider, 249 kr. Forum 2002

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...