EMNER

Banaliteter

LØKKE:Ved sit ugentlige pressemøde gik statsminister Lars Løkke Rasmussen i rette med auktionshuset Lauritz.com for dets håndtering af en af Kurt Westergaards akvareller, som skulle have været bortauktioneret. På det tidspunkt havde næsten alle øvrige partiledere været ude med samme budskab. Statsministerens udfald var derfor hverken særligt originalt eller modigt. Ved samme pressemøde omtalte Lars Løkke Rasmussen også burka og niqab, som han mente ikke hørte hjemme de steder, hvor man skal mødes ansigt til ansigt. Det var den mindst mulige, men også absolut meget nødvendige indrømmelse overfor DF og De Konservative. Begge partier, som Lars Løkke er fuldstændig afhængig af, så nemlig gerne et forbud mod at bære disse klædningsstykker. Statsminister Lars Løkke Rasmussen er blevet rost meget af aviser og kommentatorer for at have ytret sig som nævnt ovenfor. At statsministeren kan blive anprist for så små selvfølgeligheder og banaliteter viser tydeligt størrelsen af hans format.