Band Battle til Brønderslev
Band Battle er ikke længere blot en begivenhed, der foregår i Aalborg. Ligesom sidste år arrangerer Skråen 4 indledende runder rundt i region, hvor man ikke behøver at have indspillet materiale for at deltage.
Ved hver runde går mindst ét band/singersong-writer videre. Én af disse indledende runder holdes fredag 14. februar i Den Runde Pavillon i Brønderslev.
- I fjor var kvaliteten af musikken, der blev spillet i Den Runde Pavillon så høj, så både singer-songwritere og bands gik videre fra den indledende runde i Brønderslev, fortæller en lykkelig Inger Aarup-Kristensen.
Man kan tilmelde dig de indledende runder ved at sende en mail til sorenb@skraaen.dk med bandnavn, eventuelt link til musik, samt kontaktperson, navn, adresse og telefonnummer.
- Vi skal have tilmeldinger senest en uge før den indledende runde finder sted. Da den indledende runde i Den Runde Pavillon holdes fredag 14. februar er ansøgningsfristen hertil altså fredag 7. februar.
- Vi regner selvfølgelig med at se flere lokale musikere på scenen denne aften, og håber også at kommunens unge vil indlede deres vinterferie med at gå til koncert i Den Runde Pavillon og støtte op omkring deres kammerater. Der er gratis adgang for publikum og alle er velkomne uanset alder.
Band Battle er en talentkonkurrence med præmier til en værdi af over 50.000 kr. Er man bosiddende i Nordjylland og spiller I pop, rock, soul, blues, dance, hip hop, funk, folk, techno, salsa, verdensmusik, country el. lign. så har man muligheden for at deltage i Band Battle. Er du nordjysk singer/songwriter og har en håndfuld gode sange i skuffen, så har man muligheden for at deltage i Songwriter Battle.
Det er kun bands, som spiller originalmusik eller originale fortolkninger, der kan deltage.
Titlen som årets nordjyske songwriter 2013 og en pengepræmie på 5.000 kr. gik til R. Noor fra Ø. Brønderslev. Rikke Mølbæk fik sit helt store gennembrud i 2013, med opvarmningsjobs for Tina Dickow og Søren Huus i Skovdalen. Desuden spillede hun til Skanderborg Festival og optrådte sammen med Allan Olsen og Niels Hausgaard ved flere lejligheder bl.a. ved Tønder Festival’en 2013.
Sidste års vindere af bandkonkurrencen blev Det Grønne Apotek. De fik udover 10.000 kr. i kontanter, to tarifbetalte jobs på Skråen i Nordkraft samt en opvarmningstjans for Thomas Helmig og TV-2 foran 5.000 publikummer i Skovdalen.
Inger Aarup-Kristensen fortæller, at der er mange grunde til at stille op:
- Udover at være med i kapløbet om at blive året Nordjyske band eller Årets Nordjyske Songwriter giver Band Battle også muligheden for at blive ”opdaget”. Skråen har tradition for at booke flere af de bedste Band Battle bands og singer/songwriters til kommende koncerter, og igen i år består Band Battle finalens dommerpanel af professionelle branchefolk fra festivaler, spillesteder, pressen, bookingbureauer mm. Dette gør Band Battle til et fremragende udstillingsvindue for nordjyske bands og singer/songwriters.
Allerede i de indledende runder har man således mulighed for at vise, hvordan man agerer live og mindste én af dommerne til de indledende runder kommer fra Skråen.
For bands og singer/songwriter, som allerede har en indspilning, kan man ansøge online via Skråens hjemmeside: www.skraaen.dk .Der er deadline onsdag 5. februar 2014 og man får svar onsdag 15. februar, oplyser Søren Burholt Kristensen fra Skråen.
Deltagere, der stiller op til de indledende runder, er ikke udelukket fra også at sende lyttemateriale ind , hvis de har indspillede numre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.