Bandeaktion: 15-årig fængslet for tatovørskyderi i Køge

En ung mand er varetægtsfængslet for drabsforsøg efter skud mod tatovørforretning i Køge tidligere på måneden.

Bandeaktion: 15-årig fængslet for tatovørskyderi i Køge

I forbindelse med torsdagens store politiaktion mod bandemiljøet anholdt politiet torsdag morgen en 15-årig dreng fra Køge, der mistænkes for et skyderi mod en tatovørforretning på Nørre Boulevard i Køge den 6. februar.

Den 15-årige er nu varetægtsfængslet i surrogat på en institution frem til 21. marts efter et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, oplyser politiinspektør Christen Østergaard, Midt- og Vestsjællands Politi, til Ritzau.

- Vores efterforskning tyder på, at han er en af de gutter, der kan sættes i forbindelse med skyderiet mod tattooshoppen på Nørre Boulevard, siger Christen Østergaard.

Tatovørforretningen kan relateres til Bandidos.

Ved skudepisoden kom gerningsmændene kørende på knallert og affyrede skud mod forretningen.

- For os er det drabsforsøg, når man står med en stor revolver og skyder direkte ind mod en forretning, hvor der er mennesker, siger Christen Østergaard.

Ved torsdagens politiaktion blev der i alt anholdt to i Køge under politiets jagt på våben i bandemiljøet.

I forbindelse med ransagninger på 23 adresser i Køge og i Københavnsområdet er der fundet to pistoler, en peberspray, en totenschlæger og en del ammunition. Desuden fandt politiet cirka to kilo skunk, 90 gram hash og 2,4 gram kokain.

Torsdag forlængede politidirektør Anders Linnet, Midt- og Vestsjællands Politi, visitationszonen i og omkring Køge indtil den 14. marts.

Det sker på grund af den opblussede konflikt mellem de rocker- og bandegrupperinger, der holder til i området, og på grund af politiets jagt på ulovlige våben.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst