Bandefolk afviser at kende offer for varmestue-overfald

To unge fra bandemiljøet er fængslet for et overfald ved en varmestue i Herning. De nægter sig skyldige.

Ritzau
Knojern Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe
14. september 2016 16:19 - Opdateret 14. september 2016 16:19

Et besøg i en varmestue tirsdag aften i Herning udviklede sig til en grum oplevelse for en 40-årig mand. To personer med tilknytning til bandemiljøet dukkede pludselig op og tvang manden ud i en gyde.

Her blev han slået i hovedet med en skarp genstand.

De formodede overfaldsmænd - en 17-årig dreng og en 20-årig mand - er onsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage efter et grundlovsforhør ved Retten i Herning.

Det oplyser anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Ida Marie Koldste.

De fængslede nægter sig begge skyldige. Desuden nægter de, at de kender den 40-årige varmestuegæst. Men den opfattelse deles ikke af manden selv.

- Offeret har fortalt, at der har været et udestående omkring noget narko, siger anklager Ida Marie Koldste onsdag eftermiddag.

- Han siger, at de kender hinanden.

Ved overfaldet fik den 40-årige en flænge tværs over panden. Han er efterfølgende blevet behandlet og har det efter omstændighederne fint, oplyser anklageren.

Politiet har ikke fundet gerningsvåbnet og ved ikke, hvilken type våben det er. Men det er skarpt og kan eventuelt være et knojern.

De mistænkte gerningsmænd har ifølge politiet tilknytning til den berygtede, odenseanske indvandrerbande Black Army.

Den 20-årige kommer fra Aalborg, og den 17-årige er fra Horsens.

Offeret fra varmestuen er kendt af politiet for mindre lovovertrædelser.

Overfaldet blev anmeldt ved 20.30-tiden tirsdag. Det var personalet i varmestuen, der har adresse i Bethaniagade i Herning, der alarmerede politiet.

Politiet ved endnu ikke, hvad baggrunden for overfaldet er.

De kommende 14 dage, mens de formodede gerningsmænd er varetægtsfængslet, vil vidner blive afhørt i sagen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...