Bandekrig på Nørresundby Gymnasium

Elever opførte West Side Story med succes

NØRRESUNDBY:Der var stående bifald til elever på Nørresundby Gymnasium, da de tirsdag havde premiere på deres opførelse af musicalen West Side Story. Og i går aftes opførte eleverne så musicalen for sidste gang. De tre afteners forestillinger var kulminationen på lang tids grundige forberedelser. 57 af skolens elever har været involveret arbejdet omkring musicalen. Det har været elever med fra alle tre klassetrin, både gymnasieelever og HF-kursister. De gik i gang med at øve stykket lige efter sommerferien og har arbejdet hver tirsdag eftermiddag og fem weekender siden da. Nogle har lavet scenografi, andre kostumer og dertil kommer et kor, et band, skuespillere, lyd og lys. Alt sammen er noget eleverne har stået for med hjælp fra lærerne Alice Nilsson, Ruth Jørgensen og Erik Skak. - At opføre en musical som West Side Story er en stor mundfuld for en håndfuld amatører, som vi jo er. Men slutresultatet var meget tilfredsstillende, synes Erik Skak.