Bandeleder får syv år og udvisning for våben i campingvogn

For anden gang i år er Brothas-medlemmet Mohamed El Addouti blevet idømt udvisning i en våbensag.

Kriminalitet 4. september 2018 15:11 - Opdateret 4. september 2018 16:28

Et ledende medlem af den københavnske bande Brothas er tirsdag blevet idømt syv års fængsel for besiddelse af to skydevåben.

I dommen har Københavns Byret desuden udvist den 33-årige marokkaner fra Danmark og bestemt, at han aldrig må vende tilbage.

Det var i efteråret 2017, at Mohamed El Addouti, der er talsmand for Brothas og går under navnet Mo, opbevarede en pistol og en revolver i en ulåst campingvogn på Emdrupvej i Københavns Nordvestkvarter.

Københavns Byret har ligesom anklagemyndigheden fundet, at våbnene skulle bruges i den verserende bandekonflikt.

Netop den omstændighed er hovedårsagen til den relativt hårde straf, da en bestemmelse i straffeloven lægger op til, at straffe i den type sager vokser til det dobbelte.

De syv års fængsel er en såkaldt tillægsstraf. Tirsdagens dom er nemlig den tredje, Mohamed El Addouti har modtaget blot i år.

I maj valgte Østre Landsret at straffe bandelederen med to års fængsel i en anden våbensag. Også her landede retten på udvisning for bestandigt.

I juni var Østre Landsret igen på banen. Denne gang lød straffen på seks måneders fængsel i en sag om færdselsforseelser.

Med tirsdagens dom er Mohamed El Addouti dermed oppe på ni et halvt års fængsel, og når afsoningen en dag er forbi, ligger marokkanerens fremtid altså ikke i Danmark, såfremt udvisningen kan eksekveres.

Den 33-årige bandeleder kan se tilbage på en tilværelse præget af kriminalitet. Mohamed El Addouti var således kun netop fyldt 15 år, da han i maj 2000 første gang blev varetægtsfængslet.

Dengang blev han sigtet for sammen med to kammerater på 14 år at have begået et røveri på Blegdamsvej i København mod en 14-årig dreng, der fik frataget sin mobiltelefon, som han havde fået i konfirmationsgave.

I de efterfølgende år fulgte en lang række sager om våben, drabsforsøg og anden personfarlig kriminalitet.

De syv års fængsel i Københavns Byret er dog den foreløbigt hårdeste straf, Mohamed El Addouti er blevet idømt.

Bandelederen, der har nægtet sig skyldig, var ikke selv til stede ved tirsdagens domsafsigelse. Han har nu 14 dage til at overveje, om han vil anke dommen til landsretten.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...