Bandeopgør førte til knivstikkeri

HELSINGØR:En 20-årig kvinde blev søndag fængslet tre uger ved Retten i Lyngby for at stikke med kniv mod en 19-årig kvinde. Det skete under et opgør ved Helsingør Gymnasium lørdag morgen, hvor to grupper af unge piger stødte sammen. Den ene gruppe var kommet hele vejen fra København til det tilsyneladende aftalte opgør. Nordsjællands Politi har dog ikke noget bud på årsagen til uoverensstemmelserne. Den 19-årige blev stukket - ikke livstruende - i maven, ryggen og armen. Knivstikkeriet kom til politiets kendskab, da den 19-årige gik på skadestuen. Senere meldte den 20-årige sig til politiet. Det er ikke oplyst, hvordan hun stiller sig til sigtelsen for grov vold./ritzau/