Politisk kaos og bander forværrer pandemi i Haiti

FN er dybt bekymret over situationen i Haiti, hvor kriminalitet og politisk usikkerhed tager til.

Samtidig med at volden eskalerer, er smitten med coronavirus også begyndte at sprede sig hurtigt i Haiti. (Arkivfoto)

Samtidig med at volden eskalerer, er smitten med coronavirus også begyndte at sprede sig hurtigt i Haiti. (Arkivfoto)

PORT-AU-PRINCE:Myndighederne i Haiti siger, at de opgiver at gennemføre en planlagt folkeafstemning om forfatningsændringer 27. juni på grund af coronapandemien, men de angiver ikke noget nyt tidspunkt for den.

Dette har forstærket politiske spændinger i det fattige land, hvor der er en form for politisk vakuum, da præsident Jovenel Moïse i flere år har styret per dekret.

Samtidig hærger kriminelle bander i stigende grad det fattige land. Adskillige politistationer er blevet ribbet for våben i en serie af dødelige angreb i Port-au-Prince.

Banderne har i løbet af de seneste år spredt sig som en steppebrand i Haiti under en periode med politisk uro og voksende økonomisk armod.

Hundredvis af demonstranter blev onsdag mødt med tåregas af politiet i Port-au-Prince. Undervejs kunne politiet ses bruge særdeles hårdhændede metoder til at rydde demonstrationen. Flere gange blev betjente også set gå målrettet efter tydeligt identificerede medlemmer af pressen.

- Deres job er at skyde aktivisterne og kaste tåregas mod hele pressen, sagde demonstrant Senat Andre Dufot onsdag.

Præsident Moise vandt i 2015 et valg, der senere blev erklæret ugyldigt på grund af valgsvindel. Moise blev dog valgt til præsident året efter, i 2016.

Et parlamentsvalg og et lokalvalg skulle have været afholdt i 2018, men begge valg blev udskudt. Det er i dette politiske vakuum, at Moise nu forlænger sit mandat på ubestemt tid.

Foruden præsident-, parlaments- og lokalvalg i september, har Moïse fremlagt forslag til forfatningsændringer, der skulle lægges ud til folkeafstemning. Hele denne proces er blevet kritiseret internationalt, fordi processen ikke har været tilstrækkelig transparent.

Ifølge præsidenten skal han sidde på posten indtil 2022. Omvendt mener medlemmer af oppositionen, at hans periode udløb sidste weekend.

Moïse argumenterer for, at han har et år tilbage på posten, fordi han først blev taget i ed som præsident i 2017, selv om han blev valgt i 2016.

Hans vurdering bliver støttet af Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, og USA's præsident, Joe Biden.

Haiti, som er tidligere fransk koloni, har godt 11 millioner indbyggere, og er et af verdens fattigste lande. Der er registreret op mod 16.000 smittetilfælde i landet og 330 dødsfald med covid-19.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.