Drab

Banderne skal straffes væk

Bred opbakning i Folketinget til regeringsplan om langt strengere straffe

KØBENHAVN:Faren for at tilfældige borgere bliver dræbt i krydsild mellem rockere og indvandrerbander skal stoppes ved at indføre dobbelt så hårde fængselsstraffe for kriminalitet i forbindelse bandeopgør, mener regeringen. At gå med et skarpladt våben på åben gade skal allerede første gang straffes med fængsel i et år i stedet for hidtil et halvt år. Grov vold og drab skal også straffes hårdere, når det sker i bandeopgør. Og straffede udlændinge skal i større omfang udvises. Mere politi på gaden Det fremgår af den plan, som justitsminister Brian Mikkelsen (K) fremlagde onsdag. Samtidig skal der mere politi på gaden. Bandevagter skal på stedet kunne pålægges et forbud mod at opholde sig bestemte steder, og politiet skal lettere kunne aflytte telefoner ifølge forslagene, som kommer i Folketinget i foråret. Hensigten med den usædvanlige stramning på et bestemt område af kriminaliteten får bred opbakning i Folketinget, hvor SF forsøger at overhale regeringen indenom med endnu skrappere krav som lukning af rockerborge. Socialdemokraterne bakker også op bag hensigten, og De Radikale er klar til at snakke om næsten alt, hvis det er sandsynligt, at det virker. Samtidig indrømmer justitsminister Brian Mikkelsen (K), at han ikke har nogen dokumenteret erfaring (empiri) for, at strengere straffe forebygger mod kriminalitet. - Det her er der jo ikke empiri for. Jeg tror personligt på, at strengere straffe hjælper - forstået på den måde, at så har man dem inde bag lås og slå, siger justitsministeren. - Virker forebyggende - Jeg er helt sikker på, at det vil virke forebyggende, når du ved, at du får livstid for drab - når du ved, at du får dobbelt straf for vold - når du ved, at du får et års fængsel for blot at bære et våben, siger Brian Mikkelsen. Socialdemokraternes Karen Hækkerup siger, at samfundet ikke kan leve med den forråelse, der sker i øjeblikket med helt almindelige borgere som ofre. Samtidig efterlyser hun, at der sker noget med grænsekontrollen, så der ikke kommer så mange våben ind. På pressemødet kunne justitsministeren ikke love flere toldere. Han henviste til, at han senere skal diskutere det med skatteministeren. Kritikere siger, at Danmark har meget færre toldere end for eksempel Sverige. Dansk Folkeparti vil have grænsekontrollen genindført mod Tyskland. Justitsministeren er sikker på, at en mand som Jønke - morddømt Hells Angels-medlem - vil fange signalet om, at "nu er det nok". Per Larsen, chefpolitiinspektør i København, tvivler, at "bandepakken" vil ryste Jønke. - Jeg har ikke nogen erfaring med, at Jønke ryster i bukserne over noget som helst, men i øvrigt tror jeg, at de vil se på, hvad konsekvensen er, hvis de prøver at deltage i disse uroligheder, siger Per Larsen. Banderåd i større byer Regeringen vil oprette banderåd i alle større danske byer, så fædregrupper og andre kan være med til at forebygge kriminalitet. Politidirektørerne skal møde socialmedarbejdere, skoler, kommuner og fædregrupper, påpeger han. TV-overvågningen skal måske styrkes på offentlige områder som Blågårds Plads. Det vil regeringen drøfte med politiet, forklarer justitsministeren./ritzau/