Bandidos har kig på Dybvad

Rockere mulige købere af tidligere cafeteria

EMNER 19. september 2003 06:00

DYBVAD: Er rockergruppen Bandidos ved at etablere en rockerborg midt i Dybvad? Det frygter landsbyens borgere, efter at to medlemmer af gruppen i søndags var i Dybvad for at se nærmere på ejendommen Aalborgvej 440. To borgere har uafhængigt at hinanden oplyst NORDJYSKE om rockernes besøg. - Rockerne lignede huskøbere. De målte op og skrev ned på notesblokke, fortæller en af borgerne, der af frygt for sig selv, sin hustru og sine børn ønsker at være anonym. Aalborgvej 440 husede engang en bodega og et cafeteria, men 19. august blev huset solgt på tvangsauktion. Køberen var Aalborg-firmaet Jysk Renovering- og Boligadministration. Direktør Martin Nielsen fra firmaet bekræfter overtagelsen af ejendommen. De to anonyme borgere fortæller, at en person fra førnævnte firma formentlig var i Dybvad sammen med rockerne. I hvert fald holdt en bil fra firmaet ifølge borgerne parkeret foran ejendommen. En anden mulighed er, at rockerne selv kørte i bilen og dermed har tilknytning til firmaet. Det afviser Martin Nielsen pure. Se på sagen Kriminalpolitiet i Frederikshavn kendte intet til rockernes besøg i Dybvad, da avisen bad om en kommentar. - Men vi vil straks se på sagen, sagde kriminalinspektør Jørgen Hansen, der umiddelbart efter samtalen sendte en mand til Dybvad for at se på forholdene. Formanden for Dybvad Handelsstandsforening, brugsuddeler Preben Hansen, er foruroliget over rockernes interesse. - Vi vil meget nødigt have Bandidos til byen. Så jeg vil straks tage kontakt til borgerforeningen for at drøfte situationen. Måske kan vi gøre et eller andet, siger Preben Hansen. Fungerende borgmester Erling Thomsen (S) er også bekymret men siger, at kommunen næppe kan gøre noget for at forhindre en hushandel, der følger lovgivningen. Ellers har han p.t. ikke lyst til at kommentere sagen. Han oplyser dog, at Sæby Kommune og Frederikshavn Politi har en aftale om, hvordan rockere skal håndteres. Hos kriminalpolitiet fortæller Jørgen Hansen, at aftalen går ud på, at rockere, der måtte etablere sig i kommunen, skal stresses. Det skal ske ved, at de overvåges og gennemkontrolleres. Målet er, at myndighederne mere eller mindre altid holder øje med, hvad de foretager sig. De aktive stressudøvere vil for eksempel være politiet, motorkontoret og den kommunale socialforvaltning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...