Banedanmark til Heunicke: Behold bare dine penge

Banedanmark ønsker ikke ekstra penge til at forhindre S-togkaos, som transportministeren ellers tilbyder.

Alle midler og kompetencer hos Banedanmark er sat til at finde fejlen, der har skabt problemer med S-togtrafikken i hovedstadsområdet de seneste dage.

Det tager desværre et stykke tid, men der arbejdes hårdt på sagen, siger Søren Boysen, teknisk direktør i Banedanmark.

Transportminister Magnus Heunicke (S) har ellers tilbud politisk hjælp og ekstra penge til at forhindre flere problemer med S-togtrafikken, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Men hos Banedanmark er man ikke fortaler for en ekstra økonomisk bevilling.

- I øjeblikket er det her ikke et spørgsmål om økonomi, og vi har ikke siddet og diskuteret, om vi ville bruge penge på det ene eller det andet, siger Søren Boysen til Ritzau.

- Vi har allokeret alle de ressourcer, der skal til for at finde fejlen. Så der er ikke noget økonomisk forhold, som holder os tilbage her.

Det er en fejl på S-togenes fjernstyringsanlæg, som har været skyld i store forsinkelser torsdag, og som også betyder, at S-togene fredag kører efter en nødplan.

- I forhold til at løse den fejl, vi har på fjernstyringssystemet i øjeblikket på S-banen, så handler det om at få bragt alle eksperterne sammen. Det er både Banedanmarks eksperter og leverandørens eksperter, siger Banedanmarks tekniske direktør.

- Alle de folk er på opgaven lige nu og arbejder meget fokuseret på det.

Søren Boysen kan oplyse, at man hos Banedanmark i øjeblikket har døgnbemanding i sit driftscenter, og at der bliver analyseret på problemet både i Danmark og i udlandet.

- Så vi har de ressourcer på opgaven, som skal til for at løse opgaven, fastslår han.

På grund af problemerne med at finde de tekniske fejl må passagerer i hovedstadsområdet også mandag regne med længere rejsetider.

- Jeg tør ikke sætte noget tidspunkt på, hvornår vi har fundet fejlen. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi gør alt, hvad vi kan, siger Søren Boysen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.