EMNER

Baneovergang sikret med lys og lyd

SKAGEN:Nu er et nyt signalanlæg taget i brug ved baneovergangen ved Trindelvej. - Vi håber, at det skaber tryghed for gående og cyklister, der bruger overgangen, siger trafik- og sikkerhedschef Bent Ravnild. Overgangen benyttes meget af for eksempel børn og ældre. Derfor har vejdirektoratet, kommunen og Nordjyske Jernbaner gennem flere år overvejet mulighederne for at sikre overgangen. Bent Ravnild fortæller, at der nu er etableret et lysanlæg samt en advarsel via elektroniske bim-bam lyde. - Da der jo er tale om et tæt beboet område, håber vi, at lydstyrken er acceptabel for beboerne. I modsat fald kan lydniveauet reguleres, forklarer Bent Ravnild. Kommunen har betalt en del af anlægsudgiften. Men det har desuden krævet, at hele banens signalanlæg skulle laves om. Der ligger kontakter i sporet, som betyder at signalet automatisk sættes i gang, når toget passerer et bestemt sted på skinnerne. - Hvis det ikke virker, stopper toget, siger Bent Ravnild. Han oplyser desuden, at der i løbet af efteråret skal laves et tilsvarende signalanlæg ved Sandmilevejen. Den er lukket for biler, men kan fortsat benyttes af gående.