Bange anelser

Hans Søgaard frygter, at han aldrig kommer til at køre lastbil igen. Tanken om at miste højre ben er uoverskuelig. Men der er ikke noget at gøre

Hans Søgaard har type 2 diabetes. En sygdom, som mellem 200.000 og 300.000 danskere har, halvdelen uden at vide det – og som hvert år betyder, at danske diabetikere bliver blinde, får nyresvigt, benamputationer og blodpropper. 31. maj 1999 bliver han indlagt på Viborg Sygehus med en blodprop i højre ben. En aften, hvor Hans er alene på stuen, kommer en læge og fortæller, at en amputation er den eneste udvej. I tre kapitler fortæller vi historien om, hvordan diabetes får konsekvenser for Hans Søgaards liv. Dette er det andet. Tårerne presser sig på hos Anne Søgaard. På intet tidspunkt har hun tænkt, at den blodprop, hendes mand har i benet, kunne ende med en amputation. Men det er det, Hans ligger i hospitalssengen og fortæller hende. Et stykke af det højre ben skal væk. Han har fået det at vide tidligere på aftenen. Der er langt mellem ordene fra Hans Søgaard den aften i juni 1999 på Viborg Sygehus. Anne har aldrig set sin mand så ked af det. Men hun forsøger at skjule, hvordan hun selv har det. Hun må være stærk. - Vi har altid kunnet klare os, siger Anne til Hans. Inderst inde er hun selv i tvivl. Og hvad skal der ske, når Hans ikke længere kan køre lastbil? Bliver de tvunget til at sælge vognmandsforretningen? Anne har det dårligt med at køre hjem til Hanstholm og lade Hans ligge alene på sygehuset. Men de siger farvel. I bilen sidder Anne og tænker. Det er godt, de ikke har trapper i huset. Så kan Hans komme rundt i en kørestol. Men skal hun til at hjælpe ham, når han skal på toilettet? Og hvad med deres gåture ved havet? En lang nat Mens Anne kører de godt 100 kilometer hjem, ligger Hans i hospitalssengen og døser. Han falder aldrig rigtig i søvn den nat. Egentlig ville han helst, at Anne var blevet hos ham, men han spurgte ikke. Han ville ikke vise hende, at han var ked af det. Tankerne kører i ring. Nu skal han sidde resten af sit liv ved et omstillingsbord og tage telefoner for chefen. Siden han fik sin første lastbil indregistreret 16. august 1967, har han været sin egen chef. Lastbilen var en blå Bedford – brugt. Når Hans husker tilbage, var den mere på værksted, end den var til nytte. Han solgte lastbilen efter tre måneder og købte en anden. Alle dage har han arbejdet på at bygge sit firma op. Han har kørt langture i kølebiler til Spanien og Østrig – og han har kørt med brokker og grus fra byggepladser i Hanstholm. Imens har Anne gået hjemme og passet regnskabet og børnene. Men nu er de blevet voksne, og Anne har fået arbejde på fiskefabrikken Fishermens. Hans har aldrig rigtig set sin søn og sine to piger vokse op, fordi han kørte så meget. Men det var nødvendigt at arbejde. Sådan har det altid været i familien. Nu er kølebilerne solgt fra, og Hans kører med fisk på Hanstholm Havn. Møder tidligt om morgenen til fiskeauktionen, og holder øje med opkøberne i de blå thermokedeldragter. Når opkøberne har sat deres mærker på fiskene, de har købt, kører Hans dem ud til produktionshallerne. Senere på dagen kører han med containere til byggepladser. Hans elsker miljøet og tonen på havnen. Den er speciel – barsk for udenforstående, men Hans trives med den. Den nat i hospitalssengen i Viborg er Hans bange for at miste det hele. Vished Anne er kommet hjem. Hun ligger i sengen og bladrer Familie Journalen igennem flere gange. Men hun kan ikke koncentrere sig om, hvad der står. Anne har mange gange ligget i sengen og undret sig over, hvor de smerter, Hans i flere måneder har haft i benet, stammer fra. Nu har hun fået vished. Hans har åreforkalkninger i benet. Det er en sygdom, der ses oftere hos diabetikere, end hos resten af befolkningen. Hans er ekstra udsat for sygdommen, fordi han ryger. Hans far havde også problemer med forkalkninger. Faderen fik en by-pass operation, hvor lægerne leder blodet uden om de forkalkede årer. Men det er for sent for Hans. Et løfte På Viborg Sygehus kommer en læge næste formiddag ind på stuen for at se til Hans. De taler om amputationen. Hans indrømmer, at han er bange. Han fortæller, at hele hans tilværelse ramler sammen, når han mister det ene ben. Han kommer aldrig til at køre en lastbil igen. Lægen beroliger ham. Hans kan godt komme til at køre lastbil igen, hvis han vil. Det er op til ham selv. Hans fanger ordene og tager dem som et løfte. Han bekymrer sig ikke om hvordan, det kan lade sig gøre. Da Anne senere på dagen kommer ind ad døren til stuen, ryger det ud af ham som det første: - Jeg kommer til at køre igen. Ingenting skal sælges. Hans er fuldstændig forandret. Slet ikke den mand, Anne forlod aftenen forinden. Han er glad. Virkelig glad. I sengen ligger Hans og forestiller sig, at det er den samme følelse, som en narkoman mærker, når han får sit fiks. Nu kan de bare save det ben af, og så skal Hans hjem og på arbejde. Anne nænner ikke at sige til sin mand, at hun tvivler. Der skal mere til at overbevise hende om, at han kan komme til at køre bil igen. Men Hans er overbevist. Operation Det er mandag 14. juni 1999, dagen hvor Hans skal have amputeret sit højre underben. Anne er hjemme i Hanstholm på arbejde. Der er ingen grund til, at hun skal sidde og vente uden for operationsstuen. Det er de blevet enige om. På Fishermens står Anne hele dagen og tænker på, hvor langt Hans er nået i operationen. Men den bliver udskudt. I første omgang mislykkes det at bedøve Hans. Senere på dagen skal han igen bukke sig forover, så han kan få sprøjtet bedøvelsen ind mellem ryghvirvlerne. Han ligger på operationsbordet og sygeplejerskerne hænger et grønt klæde op over hans mave. Over klædet kan Hans se lægernes hoveder. Lægerne skal skære gennem huden og musklerne ind til knoglen. Hans bilder sig selv ind, at han kan mærke, kirurgen lægger et snit. Det er ligesom, han kan fornemme blodet løbe ned ad benet. Hans har aftalt med en sygeplejerske, at han får noget at sove på, når de skal til at save i knoglen. Han ved godt, hvordan en sav lyder. Og han har ikke lyst til at høre det, når det er hans eget ben, saven skærer sig igennem. Hans forsvinder. Inden en kirurg giver sig til at save i et ben, bliver blodårerne lukket med en klemme og senere med en knude. Det stopper blødningen. Når benet er fjernet, tilpasser kirurgen huden, så den kan dække henover stumpen. Såret lukkes. Anne er hos Hans, da han vågner på opvågningsstuen. Under dynen er Hans' højre ben pakket godt ind i forbindinger. Han lader sig ikke mærke med, at han har mistet underbenet. Han skal bare hjem og på arbejde igen. I de første dage har Hans ondt i højre ben, selvom det ikke er der. Nogle gange klør det også. En sygeplejerske fortæller, at en magnet nogle gange hjælper på fantomsmerterne. Hans får Anne til at tage en magnet med hjemme fra køleskabet. Den bliver lagt ind i forbindingen, og det hjælper i løbet af få timer. Fire dage efter operationen bliver Hans overført til det lokale sygehus i Thisted. Annes daglige køretur reduceres med knap 100 kilometer. Hun synes, det er mærkeligt, at der stadig ligger en del af ham i Viborg, og hun synes, at stumpen er ulækker. Den ligner en tilsnøret rullepølse. Genoptræning Såret heler, som det skal. I fysioterapien på sygehuset i Thisted laver Hans øvelser med stumpen. Han bøjer og strækker højre knæ, så det ikke bliver stift. På venstre ben hopper han rundt og står på vippebræt for at få balancen. Efter et par uger kommer en bandagist fra Aalborg og tilpasser en protese til Hans. Da Hans ser protesen første gang, bliver han lidt underlig til mode. Den ligner slet ikke et ben. Det er bare en jernstang med en fod på. Protesen skal passe til stumpen, så den sidder helt perfekt. Derfor er den ikke pakket ind som et ben endnu. Længden skal også justeres. Fordi fodleddet på en protese ikke er bøjeligt på samme måde som et rigtigt fodled, skal protesen være en anelse kortere end det andet ben. Omkring fem milimeter. Så kan protesen bedre svinges ind under kroppen. Hans sidder i en stol, mens bandagisten hjælper ham protesen på. Han bliver bedt om at rejse sig. Straks han står op, har han en god fornemmelse af det nye ben. Det hele skal nok gå. Men det vidste han jo allerede. I de næste par måneder kører Hans stort set hver dag turen fra hjemmet i Hanstholm til genoptræning på sygehuset i Thisted. Personbilen bliver hurtigt skiftet ud med en med automatgear. Da protesen er justeret, så den passer, tager bandagisten den med tilbage til Aalborg. Den skal beklædes med skumgummi, så den kommer til at ligne et ben. I de få dage det varer, savner Hans sin protese. På havnen Hans er tilbage i lastbilen og nede på havnen. Han passer sin diabetes og har altid druesukker-tabletter i lastbilen, så han kan undgå følinger. Det får diabetikere, hvis de ikke får reguleret blodsukkeret, og det bliver for lavt. Så kan de blive ukoncentrerede, få synsforstyrrelser, tale uforståeligt, virke berusede og have svært ved at styre bevægelserne. Anne ser, at Hans kan køre med protesen, og hun begynder at tro på, at det kan lykkes. Folkene på havnen er flinke til at hjælpe, hvis der er en wire, der skal spændes, eller et par kasser, der skal læsses hurtigt. Snakken går på havnen om, hvor imponerende det er, at han kan komme tilbage. Hans er en glad mand. Men en aften i marts 2000 sidder Hans på badeværelset. Han tager sin protese af. På den nøgne hud ser han et lille sår helt yderst på stumpen. Hans ved, hvad det kan betyde. Når en diabetiker får et sår, har det ofte svært ved at hele – der kan gå koldbrand i benet og i værste tilfælde er kirurgerne nødt til at fjerne det døde væv med en amputation.